Finans

Anders Fogh Rasmussen har fået job i amerikansk storbank

Danmarks tidligere statsminister skal være rådgiver for Citi i Europa, Mellemøsten og Afrika.

Foto: Gregers Tycho.

Anders Fogh Rasmussen skal fremover fungere som rådgiver for én af verdens største banker. Danmarks tidligere statsminister og generalsekretær i Nato har nemlig fået job som seniorrådgiver for Citi. Det oplyser den amerikanske storbank i en pressemeddelelse.

»Anders bibringer fremragende relationer i kombination med stor erfaring og viden om geopolitik på et tidspunkt, hvor en dyb forståelse af de kræfter, der skaber vores globale økonomi, aldrig har været mere kritisk for vores kunder,« lyder det fra Philip Drury, der har titel af head of banking, capital markets and advisory i bankens EMEA-afdeling, i en pressemeddelelse.

EMEA dækker over Europa, Mellemøsten og Afrika, og det er netop denne afdeling, Anders Fogh Rasmussen er blevet tilknyttet.

Siden han i efteråret 2014 stoppede hos Nato, har Fogh etableret sig som politisk konsulent i Rasmussen Global Consulting og stiftet fonden Alliance of Democracies, der eksempelvis arbejder for at imødegå ekstern indblanding i demokratiske landes valg, sådan som USA oplevede det i 2016, da Rusland efter alt at dømme manipulerede med de sociale medier.

Derudover har også stiftet selskabet Rasmussen Equity Partners ApS, der har som formål at »eje aktieposter og udøve aktivt ejerskab i investeringsplatforme og driftsvirksomheder, der ansporer til innovation og økonomisk vækst«.

Citi oplyser ikke, hvornår Anders Fogh Rasmussen har sin første arbejdsdag for banken, men det fremgår, at han vil have fokus på det nordiske marked.

»Jeg er meget glad for at blive udnævnt som rådgiver for verdens mest globale bank. I de seneste uger har vi set, hvordan globale begivenheder har en stor indflydelse på virksomhedernes aktiviteter. De geopolitiske implikationer af Covid-19 vil være betydelige, og jeg ser frem til at hjælpe Citi og dens kunder med at forstå, hvordan man navigerer i det. Mit bidrag vil være at bringe investeringer og vækst tilbage til vores økonomier så hurtigt som muligt,« lyder det i pressemeddelelsen fra Anders Fogh Rasmussen.

BRANCHENYT
Læs også