Finans

Trumps Inc. forhandler om udsættelse af tilbagebetaling med Deutsche Bank

Den tyske bank har lånt Trumps forretningsimperium omkring 2,3 mia. kr., som man forhandler om udsættelse af tilbagebetaling med.

Donald Trumps private forretningsimperium er angiveligt i forhandlinger med Deutsche Bank om at få ændret tilbagebetalingsbetingelserne på flere lån. Foto: AP Photo/Pablo Martinez Monsivais

Den amerikanske præsident Donald Trumps familievirksomhed har indledt uformelle forhandlinger med Deutsche Bank om udsættelse af tilbagebetaling af flere lån.

Det drejer sig om lån i størrelsesordenen 340 mio. dollars eller godt 2,3 mia. kr. som Trumps forretningsimperium har optaget hos den tyske bank, skriver Bloomberg. Også New York Times omtaler låneforhandlingerne.

Hverken Deutsche Bank eller en talsperson fra Trump Organization har ønsket at kommentere oplysningerne.

Forretningsrelationerne mellem den tyske storbank og Donald Trump har været nærstuderet, siden det stod klart, at han var en tydelig kandidat til præsidentembedet for fire år siden.

Topledelsen i Deutsche Bank var allerede i slutningen af 2016 bekymrede for det relativt store lån til USA’s måske kommende præsident.

De frygtede at få store problemer med omdømmet, hvis The Trump Organization skulle kollapse, og den ville misligholde lån for omkring 340 mio. dollars.

Deutsche Bank overvejede derfor, om den skulle forlænge tilbagebetalingsfristerne til efter 2025 og dermed til slutningen af en potentiel ny fire års præsidentperiode for Donald Trump.

Banken besluttede sig dog for ikke at ændre tilbagebetalingsfristerne og i stedet afstå fra at engagere sig yderligere i Trumps private forretninger, så længe han sidder i Det hvide Hus.

BRANCHENYT
Læs også