Finans

EU-Kommissionen er klar til at løsne grebet om bankerne

Finans Danmark roser EU-Kommissionen for at anerkende, at den finansielle sektor spiller en hovedrolle i kampen mod coronakrisen.

Ulrik Nødgaard, adm. direktør i Finans Danmark, glæder sig over, at EU vil give bankerne større råderum til at komme kriseramte virksomheder og danskere til hjælp. Arkivfoto: Ida Munch. Foto: Ida Munch

Siden finanskrisen har EU-Kommissionen forfulgt en kurs, der igen og igen har budt på strammere regler for driften af EU-landenes banker. Men i ly af coronakrisen lyder der nu nye toner.

I lyset af prognoser, der forudser et fald i det europæiske bruttonationalprodukt på op til 10 pct. i 2020, er EU-kommissær for finansielle anliggender Valdis Dombrovskis nu klar til at give bankerne mere fleksible rammer.

»Det er et stærkt udsagt fra EU-Kommissionen, at mere fleksible regler og krav til den finansielle sektor er helt afgørende for, at bankernes fortsat kan hjælpe både privat- og erhvervskunder under coronakrisen,« siger Ulrik Nødgaard, adm. direktør i finanssektorens interesseorganisation Finans Danmark.

Det sker i en pressemeddelelse, der roser EU-Kommissionen for at anerkende, at den finansielle sektor spiller en hovedrolle i kampen mod coronakrisen.

De positive toner fra Finans Danmark skyldes bl.a., at Kommissionen er parat til at acceptere, at gældende regnskabsregler håndteres med »større fleksibilitet«, når bankerne skal bogføre hensættelser på kunder, der midlertidigt er ramt økonomisk på grund af coronakrisen.

Samtidig er Finans Danmark også tilfreds med, at EU-Kommissionen er klar til at fremrykke en kapitalrabat, som bankerne får, når de låner ud til små og mellemstore virksomheder.

»Det er et stærkt udsagt fra EU-Kommissionen, at mere fleksible regler og krav til den finansielle sektor er helt afgørende for, at bankerne fortsat kan hjælpe både privat- og erhvervskunder under coronakrisen,« siger Ulrik Nødgaard.

Han peger på, at finanssektoren herhjemme den seneste måned har fundet flere løsninger sammen med Finanstilsynet, når det gælder håndteringen af gældende regnskabsregler og behovet for hurtig hjælp til virksomheder og danskere ramt af coronakrisen.

»Den praktiske håndhævelse af reglerne er afgørende for, at denne fleksibilitet rent faktisk også får lov til at komme ud og virke i realøkonomien til gavn for vækst og beskæftigelse,« lyder det fra Ulrik Nødgaard.

Ifølge Erhvervsministeriet har mere end 71.000 virksomheder søgt om at få del i regeringens hjælpepakker, mens mere end 46.000 danskere har meldt sig ledige, siden coronakrisen tog fart den 9. marts.

BRANCHENYT
Læs også