Finans

Bankchefer: Nationalbankdirektøren sætter os under et urimeligt pres

Nationalbanken og Finanstilsynet har lagt pres på landets banker for at få dem til at opgive aktionærpleje, oplyser flere bankledelser.

Bankerne beskylder nationalbankdirektør Lars Rohde for at lægge et urimeligt pres på dem. Foto: Jens Dresling

Nationalbankdirektør Lars Rohde har personligt lagt pres på flere danske bankledelser for at få dem til at opgive planer om at udbetale udbytte og foretage aktietilbagekøb til fordel for deres aktionærer.​

Det fortæller fire af hinanden uafhængige kilder tæt på toppen af en række banker til Finans.

Samtidig er oplevelsen i sektoren, at den finansielle vagthund Finanstilsynet har sekunderet nationalbankdirektøren. Det er sket ved direkte og i skarpe vendinger at advare konkrete banker mod at gennemføre initiativerne, som alt andet lige skaber merværdi for bankernes ejere.

Ingen ønsker at stille op med navns nævnelse af frygt for at komme på kant med Nationalbanken, tilsynsmyndigheden og regeringen midt i en historisk økonomisk krise. Flere aktører fra finanssektorens absolutte inderkreds står nemlig tilbage med den opfattelse, at myndighedernes pres er politisk motiveret.​

En af topfolkene fra finanssektoren, der har haft Lars Rohde i telefonen, advarer om, at ledelsesretten i private virksomheder på den måde sættes ud af kraft. Og kilder peger på, at presset er et problem i forhold til aktionærerne.​

»Hvis man er bekymret for, om vi kan håndtere de kommende tab som følge af krisen, må man lave en lov om det. Vi har mange udenlandske aktionærer, og vi kan ikke uden en lov forklare dem, at det ikke er bestyrelsen, som bestemmer den slags,« siger en kilde.

Ifølge bankerne er myndighederne gået for langt.

»Man lægger et voldsomt pres på individuelle banker. Den slags hører hjemme i lande, vi ikke vil sammenligne os med,« siger en anden kilde.

Ifølge seniorrådgiver og bankekspert Lars Krull fra Aalborg Universitet er fremgangsmåden usædvanlig:

»Under finanskrisen lavede man en lov, der forbød at udbetale udbytter i to år. Men man kan ikke lovgive om alt, og jeg kan godt lide, at myndighederne henstiller til bankerne. Det er en form for blød lovgivning.«

Nationalbanken og Finanstilsynet bekræfter, at de har været i dialog med bankerne, men afviser, at de har lagt et politisk motiveret pres. Også Erhvervsministeriet afviser, at der skulle have været et sådan pres.​

»Det har ganske enkelt ikke fundet sted. Finanstilsynet og Nationalbanken er uafhængige myndigheder, og ministeriet er ikke bekendt med, hvordan de har kommunikeret med institutionerne,« lyder det i en skriftlig kommentar fra ministeriet.

BRANCHENYT
Læs også