Finans

Frygtet russisk oligark havde konti i Danske Bank

To russiske milliardærer og forretningsmænd, der angiveligt har kontrolleret selskaber i skattely og er sat i forbindelse med organiseret kriminalitet, var blandt kunderne i Danske Banks skandaleramte estiske filial.

Det viser en række nye dokumenter, som Berlingske Business er kommet i besiddelse af.

Der er tale om de to russiske forretningspartnere Iskander Makhmudov og Andrej Bokarev, som har ejet flere virksomheder i blandt andet kul-, kobber-, jernbane- og våbenindustrien.

Selskaberne har ifølge Berlingske Business været placeret i skattely på de Britiske Jomfruøer og haft konti i Danske Banks estiske filial. Herfra er der blevet udvekslet store millionbeløb med en række andre lyssky selskaber.

- Iskander Makhmudov var en person, hvis navn folk ikke ønskede at sige højt. Han blev betragtet som den farligste af de russiske oligarker, siger svenske Anders Åslund, økonom og senior fellow hos den amerikanske tænketank Atlantic Council, til Berlingske Business.

Makhmudov har af flere omgange været forbundet med organiseret kriminalitet - blandt andet i 2011, hvor spanske myndigheder overdrog en sag om mulig hvidvask til de russiske myndigheder.

Han er dog aldrig blevet dømt i Rusland.

Ifølge Berlingske Business er der noget, der tyder på, at både Iskander Makhmudov og Andrej Bokarev har gode forbindelser til magthaverne i Kreml.

BRANCHENYT
Læs også