Finans

Storinvestor: Derfor er amerikanske aktier steget, mens arbejdsløsheden er eksploderet

På trods af en blødende økonomi havde det amerikanske aktiemarked i april én af sine bedste måneder nogensinde.

Foto: Richard Drew

Mens den amerikanske økonomi er sendt til tælling, har aktiemarkedet i verdens største økonomi rystet det meste af coronakrisen af sig. Mens det amerikanske bruttonationalprodukt (BNP) dykkede med 4,8 pct. i første kvartal, steg det amerikanske aktiemarked i form af MSCI USA med 13,2 pct. i april.

Det er den største månedlige stigning siden 1987, og kun januar 1987 og oktober 1974 har budt på større stigninger, lyder det fra den store kapitalforvalter Schroders, som i en analyse forklarer, hvordan markedet kan stige, når økonomien er på vej mod en dyb recession.

»Selv om dette ikke virker intuitivt, er der faktisk meget, som viser, at der er et meget svagt forhold mellem aktieafkast og økonomisk vækst. Man skal ikke forvente, at de to bevæger sig på samme måde. Flere faktorer forklarer denne opførsel,« skriver Sean Markowicz, der er strateg i Schroders.

Den første faktor, Sean Markowicz peger på, er, at markedet er fremadskuende.

»Et selskabs markedsværdi kan betragtes som nutidsværdien af den fremtidige indtjening. Værdien afspejler, hvad der sker lige nu, men også hvad der forventes at ske næste år, året efter etc. Derimod fortæller mange økonomiske data, hvad der er sket i fortiden,« skriver Sean Markowicz.

F.eks. bliver BNP-tal af naturlige årsager først offentliggjort efter at et kvartal er overstået.

»Det betyder, at enhver nyhed, der påvirker forventningerne til overskuddet, kan rykke markedet, inden det rammer virksomhedernes bundlinjer. Det er nøjagtigt, hvad der er sket i år. De amerikanske aktier faldt med 24 pct. i årets første tre måneder i forventning om den økonomiske nedgang, der efterfølgende er realiseret,« skriver Sean Markowicz.

En anden faktor, som har ført til afkoblingen mellem den økonomiske udvikling og aktiemarkederne er det sikkerhedsnet, som Federal Reserve og staten har spændt ud under økonomien.

»Disse enestående tiltag har bidraget til at holde hånden under aktiekurserne. Lavere renter er også positive for markederne, da de øger nutidsværdien af den fremtidig indtjening,« skriver Sean Markowicz.

Den sidste faktor, som Schroders peger på, er, at aktiemarkedet ikke er en en til en spejling af økonomien. Det kan f.eks. ses på de store techselskaber Microsoft, Amazon, Apple, Google og Faceboook, der under coronakrisen har klaret sig bedre end det øvrige marked. Disse selskaber udgør 20 pct. af S&P 500-indekset, men selskabernes samlede omsætning i 2019 udgjorde omvendt 4 pct. af det amerikanske BNP.

Betyder det så, at faren for en ny nedtur på aktiemarkedet er ovre? Nej, lyder det fra Schroders. Omsætningen vil formentlig være under pres i den kommende tid, og en del selskaber vil formentlig have udfordringer i forhold til gælden. Det øger risikoen for flere konkurser.

Og så kan der også komme overraskelser på andre fronter.

»Når der er få virksomheder, der kommer med forventninger midt i den økonomiske usikkerhed, kan der komme endnu en korrektion, hvis tingene udvikler sig værre end forventet,« lyder det fra Sean Markowicz.

BRANCHENYT
Læs også