Finans

Mens coronakrisen sænkede aktiemarkedet, noterede Danica et plus på sine ejendomme

Der er stor forskel på, hvor meget pensionsselskaberne nedskrev deres alternative investeringer i første kvartal. Finanstilsynet iværksætter undersøgelse af deres løbende værdiansættelser.

Danica Pension har blandt andet alternative investeringer i storcentre som Frederiksberg Centret.  Foto: Aleksander Klug

Mens aktiemarkedet stod i flammer i marts, og investorer dumpede selv ”sikre” aktiver som realkredit og guld, var flere af pensionsselskabernes såkaldte alternative investeringer nærmest uberørte. Især Danica Pension klarede sig godt.

Det viser Finans’ gennemgang af udviklingen i syv pensionsselskabers alternative investeringer i alt fra kapitalfonde til skovplantager, der er kendetegnet ved, at pensionsselskaberne selv værdisætter dem.

Eksempelvis noterede Danica Pension et positivt afkast på 0,7 pct. på sine ejendomme i første kvartal. Det vækker undren hos konkurrenten.

»Jeg kan ikke forestille mig, at nogen ejendomme har givet et positivt afkast i første kvartal,« siger Ralf Magnussen, investeringsdirektør i AP Pension, der nedskrev sine ejendomme med 8,4 pct.

I takt med at renterne er faldet efter finanskrisen, er pensionsselskaber gået på jagt efter afkast i illikvide aktiver som kapitalfonde, vindmølleparker og unoterede selskaber.

Men netop fordi aktiverne er unoterede, og pensionsselskaber selv fastsætter værdien, øger det risikoen for, at aktiverne er bogført forkert, og Finanstilsynet indleder nu en undersøgelse af pensionsselskabernes værdiansættelse af de alternative investeringer.

For forkerte værdiansættelser kan ramme pensionskunder, som skifter risikogruppe eller pensionsselskab og dermed risikerer at komme afsted med en mindre opsparing, end de har krav på.

»Den prisfastsættelse, som er på alternativer, følger ikke markedet, og man værdiansætter på forskellige måder på forskellige tidspunkter. Det betyder, at der omfordeles, og det giver usikkerhed om, hvorvidt folk har gjort det godt,« siger Gert Nielsen, pensionsmægler hos Bedst Pension, og fortsætter:

»Det er en kendt sag, at man før i tiden brugte ejendomme som en reserve. Når det gik rigtig skidt, kunne man skrive ejendomme op og dermed udjævne resultaterne.«

Danica Pension havde ved udgangen af første kvartal bogført alternative investeringer for 45 mia. kr. og ejendomme for 32 mia. kr. - herunder en stor portion storcentre.

Danicas investeringsdirektør, Poul Kobberup, fortæller, at han står fuldstændig inde for værdiansættelsen. Huslejerne faldt som aftalt, og storcentrene var ikke ret berørte, fordi statsminister Mette Frederiksen først lukkede landet den 11. marts.

Et kig på det børsnoterede marked i USA viser imidlertid, at selv storcentre af den højeste kvalitet faldt omkring to tredjedele i marts, fordi investorerne frygtede fremtiden.

»Hvis de betaler deres husleje, har jeg ikke noget problem,« siger Poul Kobberup.

»Vi hensætter selvfølgelig der, hvor man ikke betaler husleje eller går konkurs, og vi følger selvfølgelig lovgivningen omkring værdiregulering. Så det er et udtryk for, hvordan vores portefølje har udviklet sig i første kvartal.«

Samlet set faldt det børsnoterede marked i eksempelvis USA omkring en tredjedel i første kvartal, men Finans’ data viser, at syv pensionsselskaber nedskrev deres alternative investeringer med mellem 3,8 pct. og 11,8 pct.

Den store diskrepans mellem de børsnoterede og unoterede aktiver betyder ikke nødvendigvis, at de alternative investeringer blev nedskrevet for lidt, da de underliggende aktiver såvel som gældsætning kan være temmelig forskellig.

Men forskellen er alligevel ifølge flere kilder slående, da en stor andel af de unoterede investeringer er placeret i kapitalfonde, som ejer selskaber med en højere gældsætning, end der normalt findes på det noterede marked.

Den høje gæld betyder, at ejernes afkast forstærkes i både positiv og negativ retning, når markedet bevæger sig, og i årets tre første måneder var retningen i dén grad negativ.

»Det giver anledning til at løfte øjenbrynene, når alt andet end disse ting - hvor der ikke er et likvidt marked til at vurdere priserne - falder kraftigt,« siger Morten Bruun Pedersen, cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk.

Finanstilsynet har netop kastet sig ind i sagen.

Vicedirektør Carsten Brogaard mener, at det i lyset af de store udsving på de finansielle markeder er oplagt at se på, hvordan pensionsselskaberne har prisfastsat deres alternative investeringer.

»Vi har før været på inspektion, hvor vi har kunnet se, at der var steder, man kunne blive bedre til at lave sine værdiansættelser. Men det vil være forkert at konkludere hårdt på noget, før vi har set på noget af det materiale, vi nu beder om.«

BRANCHENYT
Læs også