Finans

De rige kunder har talt: Nykredit og Danske Bank haler ind på Jyske Bank som Danmarks bedste velhaverbank

Som den eneste af de store velhaverbanker går Jyske Bank tilbage, men er alligevel den bedste velhaverbank i 2020.

Jyske Bank er danmarksmester i tilfredse velhaverkunder, men banken skal tage sig sammen, hvis den ikke allerede i år skal se sig overhalet af Nykredit Bank, som sammen med Danske Bank stormer frem.

Sådan lyder konklusionen på årets store tilfredshedsundersøgelse blandt danske bankers velhaverkunder – de såkaldte private banking-kunder – fra konsulenthuset Voxmeter, som har spurgt mere end 7.864 rige danskere om deres syn på deres bankforbindelse.

»Selvom Jyske Bank fortsat topper listen, oplever velhaverkunderne i banken, at den er blevet mindre opsøgende og sværere at komme i kontakt med. Samtidig synes færre kunder, at banken kommer på banen med nye, nyttige tiltag,« siger Christian Stjer, adm. direktør i Voxmeter.

I Jyske Bank er glæden stor, for det er femte år i træk, at den kåres som landets bedste velhaverbank.

»Så noget tyder på, at vi gør noget rigtigt. Det altafgørende er den rådgivning, kunderne får. Med vores bemanding har vi tid til kunderne, og de fortæller os, at vi er tæt på dem og gode til at tage udgangspunkt i deres behov. Vi leverer ikke en metervare,« siger Erling Fløe Kristensen, forretningsdirektør i Jyske Bank.

I undersøgelsen scorer Jyske Bank 6.878 ud af 11.000 mulige point. Det er et fald på 178 point i forhold til sidste år.

»De foregående fire år er vi gået frem hvert år, og jeg ser det som en mindre korrektion. Det er ikke unaturligt, at man kan få et lille dyk på et tidspunkt, men vi har fortsat haft stor fokus på at optimere vores rådgivning og service,« siger Erling Fløe Kristensen.

Danske Bank tager det største hop frem og lander på en øjeblikkelig fjerdeplads. Ifølge målingen er kunderne tilfredse med rådgivningen og produkterne, mens bankens dårlige image - blandt andet som følge af hvidvasksagen - trækker ned.

»Det er ikke vores ambition at ligge nr. 4, men jeg glæder mig over, at vi får anerkendelse for vores rådgivning, som er substansen i det, vi står for,« siger Bente Nielsen, direktør for private banking i Danske Bank.

Hun er på det rene med, at det tager tid at genopbygge bankens image.

»Vi arbejder hver dag på at forbedre det ved at tale med alle kunder og enten genskabe tilliden eller bygge oven på,« siger Bente Nielsen.

En bankekspert fastslår, at undersøgelsen kun siger noget om kundernes tilfredshed med deres bankforbindelse, og intet om, hvilken en som er bedst.

»Danske Bank og Nykredit er ikke nødvendigvis dårligere end Jyske Bank til private banking. Mit indtryk er faktisk, at de to førstnævnte er meget gode til velhaverkunder. Men det handler også om forventninger til banken, og det kan være, at Jyske Banks kunder stiller sig tilfreds med lidt ringere service end Danske Banks,« siger Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

I målingen har Voxmeter spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne om deres holdning til en række forhold i deres egen bank herunder rådgivningen, produkter, service og svartider. Det hele vægtes sammen til en CEM-score på op til 11.000 point.

BRANCHENYT
Læs også