Finans

Aktiefesten fortsætter i USA med rekorder: »Det fører naturligvis til hævede øjenbryn«

Det amerikanske aktiemarked har nu for alvor lagt coronakrisen bag sig.

Handelsgulvet på New York Stock Exchange genåbnede i slutningen af maj. Foto: REUTERS/Brendan McDermid/File Photo

Det amerikanske aktiemarked kender nærmest kun én vej i øjeblikket, og det er op. Med en stigning på 1,2 pct. mandag nåede det ledende amerikanske aktieindeks, S&P 500, i plus for året, og teknologiindekset Nasdaq satte samtidig all time high-rekord.

Siden bunden den 23. marts er S&P 500-indekset steget med 48 pct., og udviklingen har været »forbløffende«, lyder det fra den danske kapitalforvalter Bankinvest.

»Én af de afgørende drivkræfter bag aktiemarkedernes comeback er Feds ekstremt ekspansive tiltag,« skriver Jakob Vejlø, der er chefstrateg i Bankinvest, i en kommentar.

Den amerikanske centralbank Federal Reserve (Fed) har i forbindelse med coronakrisen spændt et stort sikkerhedsnet ud under økonomien, da Fed har gjort det klart, at der ikke er nogen grænse for, hvor mange obligationer den vil købe via sit opkøbsprogram, hvis det bliver nødvendigt.

Samtidig har de amerikanske politikere vedtaget en historisk stor finanspolitisk hjælpepakke.

Markedet er samtidig blevet grebet af FOMO (fear of missing out, red.), lyder det fra London Capital Group Limited.

»Investorer og kapitalforvaltere, som missede reboundet, har fået travlt med at komme ind i markedet,« skriver Jesper Lawler, der står i spidsen for research i London Capital Group Limited.

Stigningen har fundet sted samtidig med, at en stribe af miserable nøgletal for økonomien er blevet offentliggjort. F.eks er arbejdsløsheden braget i vejret. Udviklingen har fået en analytiker i onlinebanken Swissquote Bank til at sætte spørgsmålstegn ved, om udviklingen er holdbar.

»På trods af reelle skader på virksomheder og økonomien er de amerikanske aktier klar til at fortsætte deres pre-covid-kurs mod nye højder. Det fører naturligvis til hævede øjenbryn, når man ser på afvigelsen mellem prisudviklingen og den underliggende økonomi. Det er ultimativt et resultat af en hidtil uset indgriben inden for penge- og finanspolitik, som skaber illusionen af, at alt er fint,« skriver Ipek Ozkardeskaya, der er senioranalytiker i Swissquote Bank.

BRANCHENYT
Læs også