Finans

Finanstilsynet til direktørspirer: Kom med mindst ti års erfaring

Finanstilsynets direktør, Jesper Berg fortæller at anbefalingerne skal gøre det mere gennemskueligt at udvælge en passende kandidat til en lederrolle. Foto: Nicolai Lorenzen

Årelang erfaring bør være et krav til de kandidater, der drømmer om et job som administrerende direktør for en af de store banker.

Det fremgår af anbefalinger fra Finanstilsynet om, hvilke kompetencer og erfaringer, der bør kræves af ledere for finansielle virksomheder.

Rapporten, der er bestilt af en lang række af Folketingets partier til styrkelse af indsatsen mod blandt andet hvidvask, er udarbejdet af et fagudvalg med repræsentanter fra universiteter, Finanstilsynet, Erhvervsministeriet og nuværende og tidligere medarbejdere fra den finansielle sektor.

Anbefalingen er eksempelvis, at man, hvis man skal være topchef i en de såkaldte sifi-banker, der omfatter de største og vigtigste finanskoncerner, har mindst ti års nylig praktisk erfaring inden for områder relateret til det konkrete instituts forretningsmodel. Samtidig skal en væsentlig andel af denne erfaring være opnået i en ledelsesrolle.

- Der har i de senere år været et stort fokus på, at finansielle virksomheder har de rette kompetencer i ledelsen. Målet med anbefalingerne er, at det bliver lettere at navigere i og planlægge i forhold til reglerne for finansielle virksomheder, siger Jesper Berg, direktør i Finanstilsynet og uddyber:

- Udvalgets rapport konkretiserer de allerede gældende regler, men kommer også med anbefalinger til yderligere krav, som vil styrke ledelsen af de omfattende finansielle virksomheder.

Der er tale om en uddybning af de såkaldte "fit and proper"-regler, der blandt andet omfatter en vurdering af den erfaring en kandidat til en direktørpost i den finansielle sektor kommer med.

Reglerne har tidligere spændt ben for Danske Banks ønske om i 2018 at få den dengang 40-årige Jacob Aarup-Andersen godkendt som administrerende direktør hos Finanstilsynet. Aarup-Andersen er siden blevet udpeget til topchef for ISS.

I Alm. Brand har man også netop anmodet om en godkendelse af Rasmus Werner Nielsen som administrerende direktør for selskabet i henhold til "fit and proper"-reglerne.

Mens en kandidat til rollen som topchef i en af sifi-bankerne, det vil sige Danske Bank, Nykredit, Nordea Kredit, Jyske Bank, Sydbank, DLR Kredit og Spar Nord Bank, bør have mindst ti års erfaring, er anbefalingen for en topchef for en af de øvrige institutter det halve, eller fem år. Også her skal hovedparten af erfaringen være opnået i en ledelsesrolle.

BRANCHENYT
Læs også