Finans

Aktiemarkederne i store fald: »Det er et realitetstjek«

Frygten for en ny smittebølge og dystre økonomiske udsigter har sendt aktiekurserne kraftigt ned.

I USA faldt Dow Jones-indekset torsdag med 6,9 pct. - det største fald i tre måneder. S&P-indekset og Dow Jones smed begge over 5 pct. Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix

De globale aktiemarkeder er efter flere ugers optur kastet ud i kraftige fald. Torsdag smed investorerne alt, hvad der havde med risiko at gøre, og kursfaldene ser ud til at fortsætte fredag.

Det er især frygten for en ny corona-smittebølge og dystre økonomiske udsigter, som igen skaber uro på de finansielle markeder.

I USA faldt Dow Jones-indekset torsdag med 6,9 pct. - det største fald i tre måneder. S&P-indekset og Dow Jones smed begge over 5 pct. I Asien dykker børserne fredag morgen også kraftigt.

Ifølge analysechef i finanskoncernen ING, Robert Carnell, er der tale om »et realitetstjek« for aktiemarkederne, som i længere tid har trodset de mange dårlige nyheder i verdensøkonomien.

»Aktierne falder sandsynligvis, fordi de er steget for meget. Enkelte investorer har brændt fingrene, mens andre vil se dette som en købsmulighed,« skriver Robert Carnell i en analyse, ifølge Dagens Næringsliv.

Også Christian Lie, chefstrateg i Danske Bank, mener, at virkelighedens realiteter nu er gået op for investorerne.

»Markederne har været præget af en overdreven optimisme, og opsummeringen fra USA's centralbank forstyrrer det glansbillede, som mange investorer har været præget af,« siger han til E24.

Onsdag tegnede den amerikanske centralbank, Federal Reserve, et dystert billede af USA's økonomi. Der er udsigt til nulrente, så langt øjet rækker - frem til mindst udgangen af 2022 - og den opdaterede økonomiske prognose fra centralbanken lød på en minusvækst i 2020 på 6,5 pct. og en arbejdsløshed på 9,3 pct. ved årets udgang.

Centralbankens formand, Jerome Powell, efterlyste samtidig yderligere økonomisk hjælp fra politikerne i USA, som ellers har vedtaget tre hjælpepakker til samlet 3.300 mia. dollars.

Udover frygten for en recession i verdens største økonomi vækker det også bekymring, at corona-smittetallene i USA igen er begyndt at stige. Det gælder i flere af de delstater, som har fjernet corona-restriktioner.

»Det kan tyde på, at det var for tidligt at genåbne,« skriver Robert Carnell i sin analyse.

Antallet af bekræftede coronasmittede i USA har passeret to millioner og cirka 115.000 dødsfald. Men selv hvis en ny coronabølge er under opsejling, er det udelukket at lukke USA ned igen.

»Vi kan ikke nedlukke økonomien igen,« understreger USA's finansminister, Steven Mnuchin, over for CNBC.

BRANCHENYT
Læs også