Finans

Kunder i Danmarks største forsikringsselskab har direkte kurs mod en milliardbonus

TryghedsGruppen, der er hovedaktionær i forsikringskoncernen Tryg, er på vej med en bonus på godt en mia. kr. til 1,3 mio. Tryg- og Alka-kunder.

Forsikringskæmpen Tryg har TryghedsGruppen med 1,3 mio. medlemmer som suverænt største ejer. TryghedsGruppen har i fem år brugt en stor del af Tryg-gevinsten som bonusbetaling til foreningens 1,3 medlemmer. Foto: Philip Davali

Hundredtusinder af private Tryg- og Alka-kunder kan se frem til at modtage en rekordstor bonusbetaling, når TryghedsGruppen, der er hovedaktionær i Tryg-koncernen, efter sommerferien sætter gang i årets udbetaling af bonus.

»Vi udbetaler bonus til vores 1,3 mio. medlemmer, der er Tryg og Alkas kunder i Danmark. Det er ca. hver fjerde dansker,« fastslår TryghedsGruppen i et nyhedsbrev.

Medlemsbonus
  • TryghedsGruppen indførte ordningen med medlemsbonus i 2015.
  • Bonusbetalingen blev første gang udbetalt i 2016, hvor der i alt blev udbetalt 696 mio. kr.
  • Det er TryghedsGruppens repræsentantskab, der år for år afgør, om der skal udbetales bonus.
  • Senest har de 70 medlemmer af repræsentantskabet besluttet, at der kan udbetales en bonus på 8 pct. af medlemmernes præmiebetaling i 2018.
  • Bonusbetalingen ventes at løbe op i 1.015 mio. kr.
  • Efter Trygs opkøb af Alka i 2018 har de dengang 370.000 private Alka-kunder indgået i bonusordningen på lige fod med Tryg-kunderne.
  • TryghedsGruppen venter at udbetales 2020-bonussen den 29. september.

I 2020 – der dækker forsikringsåret 2019 – kan de 1,3 mio. medlemmer se frem til en rekordstor bonus, idet udlodningen for første gang runder en mia. kr.

Tryg-ejeren venter således at sende 1.015 mio. kr. retur til de mange forsikringskunder, der automatisk bliver medlem af TryghedsGruppen, når de bliver kunde i enten Tryg eller lavprisselskabet Alka, som Tryg købte af fagbevægelsen i 2018.

Udbetalingen på 1.015 mio. kr. er en stigning i bonusbetalingen på 10 pct. i forhold til sidste år, hvor den hovedrige Tryg-ejer sendte 925 mio. kr. retur til privatkunderne.

Det er femte år i træk, at TryghedsGruppen sender penge retur til medlemmerne.

Samlet betyder 2020-udlodningen, at der siden 2016 er sendt knap 4,1 mia. kr. tilbage i forsikringskundernes lommer, hvoraf især de seneste to år har sat fart under bonusbetalingen med en samlet udlodning på godt 1,9 mia. kr.

Forklaringen er, at Tryg med købet af Alka overtog omkring 370.000 privatkunder, der fra 2019 har indgået i bonusordningen på lige fod med forsikringskunderne i Tryg.

TrygshedsGruppen indførte muligheden for at udbetale bonus til medlemmer i 2015.

Siden har det 70 mand store repræsentantskab hvert år udloddet den maksimale bonusbetaling til medlemmerne på 8 pct. af det foregående års præmieindbetalinger.

Bonusrekorden kommer efter et 2019, hvor TryghedsGruppen landede et overskud på 1,7 mia. kr., mens formuen rundede 45 mia. kr. Heraf var 80 pct. bundet i ejerskabet af 60 pct. af Tryg. Siden årsskiftet har Tryg tabt omkring 3 pct. af markedsværdien.

BRANCHENYT
Læs også