Finans

Asiatiske banker afviser forretningsforbindelse til Wirecard

Wirecard oplyste torsdag i en meddelelse, at der er indikationer på opgivelse af falske kontantbeholdninger hos en administrator af Wirecard-bankkonti. Foto: Frank Hoermann/SVEN SIMON/picture-alliance/dpa/AP Images

Den tyske fintech-virksomhed Wirecard går tæsk på børsen i Frankfurt igen fredag morgen, efter at selskabets revisor, Ernst & Young, har fundt store regnskabsmæssige uoverensstemmelser.

Den nyhed ramte allerede markedet torsdag, og fredag er der mere nyt i sagen.

Revisionsfirmaet har ifølge Bloomberg News ikke kunnet fremskaffe tilstrækkeligt bevis for 1,9 mia. euro i kontantbeholdninger på konti hos tredjeparter.

Wirecard oplyste torsdag i en meddelelse, at der er indikationer på opgivelse af falske kontantbeholdninger hos en administrator af Wirecard-bankkonti.

Ifølge Bloomberg News har to asiatiske banker, som angiveligt skulle have haft kontantbeholdninger for Wirecard på netop 1,9 mia. euro, benægtet, at de har en forretningsmæssige forbindelser til det tyske betalingsselskab.

BDO Unibank, som er Filippinernes største bank, og The Bank of the Philippine Islands har fredag udsendt selvstændige meddelelser, hvor de slår fast, at Wirecard ikke er kunde hos dem.

- Det var en skrupelløs medarbejder, der forfalskede dokumenter og forfalskede vores underskrifter. Wirecard er ikke en gang indskyder - vi har intet forhold til dem, skriver BDO Unibanks topchef, Nestor Tan, i en sms ifølge Bloomberg News.

BDO Unibank har informeret den filippinske centralbank om sagen.

Ernst & Young kunne ikke bekræfte, hvor det manglende milliardbeløb skulle befinde sig, og

Wirecard er ikke vendt tilbage på Bloombergs henvendelse fredag morgen.

På børsen i Frankfurt dykker aktien 12,5 pct. til 31,50 euro efter kurskollapset torsdag, hvor aktien faldt 65,5 pct.

BRANCHENYT
Læs også