Finans

C25-indekset i rekordstort kvartalsplus - er steget næsten 20 pct.

Efter et hårdt første kvartal har det ledende danske aktieindeks, C25, haft fart på i april, maj og juni.

Fotos: Arkiv / Presse. Collage: Anders Thykier

Selv inden at facit for kvartalets sidste handelsdag er gjort op, er der udsigt til en rekordstor stigning for eliteindekset.

Inden tirsdagens handel var indekset i andet kvartalet steget 19,3 pct. Det er den største kvartalsvise stigning, siden indekset blev skabt i december 2016.

Den tidligere rekord blev sat i første kvartal af 2019, hvor indekset voksede 12,9 pct.

Stigningen er kommet på baggrund af en massiv modvind i første kvartal, hvor indekset dykkede 10,2 pct. Her skabte den gradvise spredning af coronavirus frygt for den globale økonomi, da samfund lukkede ned for at bremse smittespredningen. Det sendte 23. marts C25-indekset ned i det næstlaveste niveau, siden indeksets oprettelse.

Siden er det dog gået fremad, og det skal ifølge Otto Friedrichsen, aktiestrateg hos Formuepleje, blandt andet tilskrives centralbankerne.

- Vi så ting, der mindede om finanskrisen, og det var noget af det, som Fed (den amerikanske centralbank, red.) gik ind og adresserede meget hurtigt.

- Så skulle investorerne ikke bekymre sig om, hvorvidt markedet fungerede om en uge, men kunne koncentrere sig om de mere virksomhedsspecifikke konsekvenser af coronakrisen, fortæller han.

Han peger blandt andet på, at Federal Reserve meget hurtigere end under finanskrisen har fået implementeret store hjælpepakke.

Derudover har den gradvise genåbning af samfundene flere steder i Europa, Asien og dele af USA været med til at skabe et "rebound" den sidste tid.

- Det har været med til at bringe opfattelsen hos investorerne tilbage til noget, der minder om normalen, vurderer Otto Friedrichsen.

Trods corona-modvinden er faldet i første kvartal ikke det største i indeksets historie.

Det kom i fjerde kvartal af 2018 - kvartalet inden den hidtidige rekordstigning - og var på 11,2 pct.

Her var det blandt andet frygten for Storbritanniens udtræden af EU og handelskonflikten mellem USA og Kina, som pressede markedet.

C25-indekset blev skabt 19. december 2016 med en basisværdi på 1000. Det blev det ledende danske indeks i december 2017, hvor det overtog fra C20 Cap-indekset.

BRANCHENYT
Læs også