Finans

Jyske Banks har rejst sig efter coronakrisen - men overskuddet i første halvår er næsten forduftet

Jyske Bank er kommet igennem årets første seks måneder med et overskud efter skat på mindre end 100 mio. kr.

Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank. Foto: Ole Lind

Jyske Bank ser ud til at have lagt coronakrisen bag sig. Det viser de regnskabstal for første halvår, som banken har offentliggjort i forbindelse med en opdatering af forventningerne.

Efter at nedskrivninger på lidt over 1 mia. kr. var med til at sende bankens bundlinje langt ned i det røde felt, har banken med hovedsæde i Silkeborg næsten ikke foretaget nogen nedskrivninger i andet kvartal. Der er nedskrevet for 8 mio. kr.

De få nedskrivninger har været med til at ændre farven på bundlinjen. Den er gået fra mørkerød til sort. I april, maj og juni fik Jyske Bank et resultat efter skat på 862 mio. kr.

Udviklingen i andet kvartal har fået banken til at skrue op for forventningerne til hele året.

»Som følge af et tilfredsstillende resultat i 2. kvartal understøttet af en gunstig udvikling på de finansielle markeder og en fortsat god kreditkvalitet ændres forventningerne til resultat efter skat til 1-1,5 mia. kr. mod tidligere 0,75-1,5 mia. kr.,« lyder det fra banken.

Selvom banken har rejst sig efter coronakrisen, kan de store dønninger, som virussen og nedlukningen gav, stadig aflæses i regnskabet for første halvår.

Trods bankens basisindtægter kun svandt ind med 4 pct. i årets første seks måneder, faldt basisresultatet med 77 pct. som følge af nedskrivninger for 1.011 mio. kr. i første halvår. Kombineret med et negativt beholdningsresultat på 227 mio. kr. endte resultatet efter skat på 82 mio. kr.

Det svarer til et fald på 93 pct. sammenlignet med samme periode i 2019, hvor banken fik et overskud efter skat på 1.109 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også