Finans

Italiensk bankfusion er muligvis tilbage på sporet

Aktien i italienske Unione di Banche Italiane, UBI Banca, sendes mandag formiddag til vejs, efter at rivalen Intesa Sanpaolo fredag løftede sit købstilbud på aktierne.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Fredag løftede Intesa Sanpaolo sit tilbud med 18 pct. i kontanter.

En fusion mellem de to italienske banker har længe været på tale, men fusionen så ud til at falde til jorden i begyndelsen af måneden, da bestyrelsen i UBI Banca gav et købstilbud fra Intesa Sanpaolo den kolde skulder med den udmelding, at tilbuddet ikke reflekterede de reelle værdier i banken.

Dengang lød buddet på 17 nye aktier i Intesa Sanpaolo for hver 10 aktier, aktionærerne har i UBI Banca.

Fredag blev buddet så løftet, da Intesa Sanpaolo meddelte, at man vil lægge op til 652 mio. euro i kontanter og dermed tilbyde hver aktionær 0,57 euro i kontanter ud over 1,7 nye aktier i Intesa per aktie.

UBI Banca-aktien stiger mandag formiddag 12,1 pct. på børsen i Milano.

Læs også
Top job