Finans

Danske Bank og danske pensionsselskaber i milliardsats på elbiler fra BMW og VW

Danske finansgiganter spiller en betydelig rolle i en 10,2 mia. kr. stor investering i den grønne omstilling af bilbranchen.

Med topchef Ole Krogh Petersen i spidsen har Danica Pension foretaget en af sine største enkeltinvesteringer nogensinde. Pengene er skudt i en svensk producent af litium-batterier. Foto: Stine Bidstrup

Danske Bank og to store danske pensionsselskaber skyder et milliardbeløb i produktionen af batterier til elbiler fra BMW og VW.

Danica Pension og PFA investerer 1,7 mia. kr. i et efterstillet lån til batteriproducenten Northvolt, mens Danske Bank er med i et internationalt bankkonsortium, der har ydet et traditionelt banklån.

Northvolt
  • Siden etableringen i marts 2017 er virksomheden gået fra 12 til mere end 700 ansatte.
  • Målet er at få en markedsandel på 25 pct. i Europa i 2030.
  • Fabrikken i Nordsverige skal påbegynde produktion i 2021.
  • I 2024 skal en kommende fabrik i Tyskland begynde at producere.

Northvolt er en svensk virksomhed, som er i gang med at opføre en fabrik i Nordsverige, der skal blive en af Europas førende producenter af litium-batterier.

Fabrikken skal levere batterier til nogle af verdens største bilproducenter herunder BMW og VW.

Med BMW og VW bag kan vi for alvor være med til at påvirke den grønne omstilling.

Ole Krogh Petersen, adm. direktør i Danica Pension

Den samlede lånepakke udgør ca. 10,2 mia. kr. (1,6 mia. dollars). Danica Pension stiller med ca. 837 mio. kr., og PFA oplyser, at selskabet stiller med et tilsvarende beløb.

Det er i top tre over de største direkte investeringer, Danica Pension har foretaget i alternativer og den største i år. Pensionsselskabet har brugt det meste af et år på at arbejde med og vurdere investeringen.

»Elbilproduktionen tager fart, og når nogle af de største bilproducenter går i gang, sker der noget. Med BMW og VW bag kan vi for alvor være med til at påvirke den grønne omstilling af transportsektoren. Det er interessant, og noget vi gerne vil være en del af,« siger Ole Krogh Petersen, adm. direktør i Danica Pension.

Risikoen på milliardlånet
  • Danske Bank deltager sammen med en række andre banker i en traditionel lånefinansiering.
  • Danica Pension og PFA deltager i et efterstillet lån, som har en højere risiko.
  • Banklånene skal tilbagebetales før det efterstillede lån, og de stillede sikkerheder omfatter primært banklånene.
  • Derfor har lånet fra pensionsselskaberne en højere rente end banklånet.

Northvolt er ejet af en bred kreds af finansielle, industrielle og stiftende investorer bl.a. BMW og Volkswagen.

»Investorkredsen og ejerkredsen er solid og har stor erfaring og viden om det her. Det er ekstremt vigtigt. Samtidig er der med BMW og VW aftagere til produkterne. I sidste ende skal det drive afkastene, og derfor er det en attraktiv investering for os,« siger Ole Krogh Petersen.

Der er et attraktivt afkast for vores kunder.

Ole Krogh Petersen, adm. direktør i Danica Pension

Fabrikken i Nordsverige bliver efter planen en af Europas største producenter af litium-batterier. Målet er at begynde produktionen næste år.

»Europa er nødt til at opbygge en fuldt regionaliseret værdikæde for batterier, som skal understøttes af yderligere betydelige investeringer fra både den offentlige og den private sektor i de kommende år,« siger medstifter Peter Carlsson, der er adm. direktør i Northvolt.

Danica Pension
  • Det næststørste kommercielle pensionsselskab i Danmark.
  • Ejet af Danske Bank.
  • Har i første halvdel af 2020 øget investeringerne i den grønne omstilling fra 10,3 til 19,6 mia. kr.
  • Målet er at nå op på 30 mia. kr. i 2023, 50 mia. kr. i 2025 og 100 mia. kr. i 2030.

Både PFA og Danica Pension kalder Northvolt for en attraktiv investering, som ventes at give et godt afkast til glæde for kunderne.

»Som ansvarlig investor ønsker vi i PFA at bidrage positivt til den grønne omstilling, og vi tror på, at eldrevne køretøjer vil spille en væsentlig rolle mange år frem, når det kommer til at reducere CO2-emissionerne fra transport,« siger Peter Tind Larsen, chef for alternative investeringer i PFA.

For Danica Pension er de to væsentligste parametre, at der er et attraktivt afkast for kunderne, og at pensionsselskabet kan være med i den grønne omstilling.

»Northvolt vil komme til at spille en stor rolle i omstillingen af transportsektoren fra fossile brændsler til bæredygtige energiformer,« siger Ole Krogh Petersen.

Sidste år investerede ATP 650 mio. kr. i Northvolt, mens Vestas skød 75 mio. kr. i virksomheden i 2017.

BRANCHENYT
Læs også