Finans

Trods coronakrise: Nykredit opjusterer

Det går godt for landets største realkreditudlåner. Så godt, at Nykredit i dag opjusterer trods coronakrisen.

Nykredits topchef, Michael Rasmussen, kan i dag opjustere forventningerne til resultatet for 2020. Foto: Lars Krabbe. Foto: Lars Krabbe.

Danskerne har skrevet under på så mange købsaftaler på boliger, at det nu sætter sig positivt i Nykredits forventninger til dette års overskud.

Det betyder, at kunderne vælter ind hos såvel Nykredit som Totalkredit.

Samtidig har udviklingen på de finansielle markeder rettet sig efter store udsving i første kvartal. Samlet fører det til, at Nykredit opjusterer forventningerne til hele 2020 fra 2,5-3,5 mia. kr. til 4,0-5,0 mia. kr.

»Vi fremlægger i dag regnskabstal, der er væsentligt bedre end ventet tidligere på året. Vi opjusterer i den forbindelse forventningerne til forretningsresultat og resultat før skat for 2020 med 1,5 mia. kr., siger Michael Rasmussen, koncernchef i Nykredit, der fortsætter:

»Vores kunder har som helhed klaret sig godt gennem coronakrisen indtil videre. Vi har endnu ikke set konkrete tegn på en forværring af kreditkvaliteten, men har trods dette foretaget betydelige nedskrivninger til at absorbere evt. fremtidige tab. Særligt i marts, april og maj oplevede vi på grund af coronakrisen betydelig efterspørgsel efter lån og likviditet. Siden er efterspørgslen dalet i takt med genåbningen af samfundet, men det kan vende igen. Sker det, står vi naturligvis klar til at hjælpe vores kunder på ny,« siger Michael Rasmussen, koncernchef i Nykredit.

Når en boligkøber skriver under på en slutseddel, er der en ret stor sandsynlighed for, at vedkommende optager sit lån hos Totalkredit, der i forvejen er landets største realkreditformidler.

»I Totalkredit har vi i år – for første gang – øget udlånet i alle landets 98 kommuner. Vi er stolte af, at vi på trods af coronakrisen har et aktivt udlån i hele Danmark. Det er en meget væsentlig del af Nykredits samfundsansvar at låne ud i hele landet – også i krisetid,« siger Michael Rasmussen.

Opjusteringen kommer efter, at koncernchef Michael Rasmussen ved seneste regnskab præsenterede sit første regnskab med røde tal på bundlinjen, mens han har stået i spidsen for Nykredit. Men coronakrisen har selvfølgelig også sat sit tydelig præg på realkreditgigantens regnskab, og selskabet hensatte således 1,1 mia. kr., som var ledelsens skøn på det tidspunkt over, hvad krisen risikerede at koste koncernen.

Selvom Nykredit kommer med en opjustering for helåret er resultatet for de første seks måneder i år væsentlig under niveau i forhold til sidste år. Det er således faldet til 1,8 mia. kr. fra 4,3 mia. kr. før skat.

Nykredit offentliggør som planlagt den fulde halvårsrapport torsdag den 20. august.

BRANCHENYT
Læs også