Finans

Jyske Bank vil nedlægge hver femte filial

Jyske Bank oplyser i forbindelse med sit halvårsregnskab, at banken vil nedlægge 20 procent af bankens afdelinger. Samtidig skal 200 stillinger fjernes.

Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen.

Jyske Bank-kunderne skal vænne sig til, at der bliver længere mellem filialerne.

I løbet af det kommende år vil banken lukke hver femte afdeling, oplyser Jyske Bank i forbindelse med, at banken tirsdag morgen har offentliggjort sit halvårsregnskab.

»Der forventes en reduktion i antallet af afdelinger på ca. 20 pct. frem mod medio 2021 som følge af ændret kundeadfærd,« oplyser banken i forbindelse med regnskabet.

Samtidig skal banken vinkel farvel til 150-200 medarbejdere. Hovedparten forventes dog at forlade banken via naturlige afgange.

»I lyset af den forventede konjunkturelle og teknologiske udvikling forventes en nedgang i antallet af fuldtidsansatte i niveauet 150-200 frem mod medio 2021.Den naturlige cirkulation i antallet af medarbejdere ligger normalt på 200-300 på årsbasis, hvorfor tilpasningen primært forventes at ske ved naturlig afgang,« skriver Jyske Bank.

Banken har i dag omkring 3.400 ansatte. For et år siden lå antallet af medarbejdere på knap 3.700.

Jyske Bank kommer ud af andet kvartal med et overskud på 862 mio. kr, og dermed er der taget revanche oven på første kvartals store underskud på 780 mio. kr., der primært skyldtes en nedskrivning på omkring 1 mia. kr. som følge af coronakrisen.

Jyske Banks regnskabstal var dog ikke ventet med særlig stor spænding, da banken allerede i midten af juli offentliggorde foreløbige regnskabstal, fordi banken opjusterede sine forventinger til året.

Tidligere lød forventningen for helåret på et overskud mellem 0,75 og 1,5 mia. kr., men det blev den 13. juli opjusteret til niveauet 1 til 1,5 mia. kr. efter skat.

Jyske Bank, 2. kvartal 2020: Nøgletal fra regnskabet:

Mio. kr. 2. kvartal 1. kvartal
Netto renteindtægter 1.287 1.228
Netto gebyrindtægter 407 650
Basisindtægter 2.050 1.803
Basisomkostninger 1.164 1.346
Basisres. før nedskrivninger 886 457
Nedskrivninger 8 1.003
Basisresultat 878 -546
Periodens resultat 862 -780

 

BRANCHENYT
Læs også