Finans

Danske Andelskassers Bank indhenter stort tab fra første kvartal med godt comeback

Danske Andelskassers Banks filial, Havnegade 6, Aarhus. Foto: Carsten Andreasen

Danske Andelskassers Bank, DAB, formåede i andet kvartal af året at vende et underskud fra første kvartal til et overskud på 60,3 mio. kr.

Det fremgår af regnskabet for kvartalet, der er offentliggjort torsdag morgen.

De første seks måneder af året har stået i covid-19's tegn, fremhæver banken.

Netto rente- og gebyrindtægterne i de første seks måneder af 2020 løb op i 281,2 mio. kr. mod 307,0 mio. kr. i de første seks måneder sidste år. Set på kvartalsbasis faldt netto rente- og gebyrindtægterne til 139,4 mio. kr. fra 166,1 mio. kr. i andet kvartal sidste år.

For andet kvartal kunne DAB notere sig et overskud på 60,3 mio. kr. I første kvartal var der tale om et underskud på 55,5 mio. kr. Det skyldtes kurstab på bankens aktie- og obligationsbeholdning.

- I løbet af første halvår 2020 har banken endda afsat 35 mio. kr. som ledelsesmæssigt skøn til eventuelle tab som følge af covid-19. Det vidner om, at kerneforretningen stadig er sund og rask. Trods covid-19-krisen er Danske Andelskassers Bank stadig et yderst robust og stærkt kapitaliseret pengeinstitut med en egenkapital på 1949 mio. kr. ved udgangen af første halvår, siger administrerende direktør Jan Pedersen i regnskabet.

DAB fortsætter pengeinstituttets fokus på vækst og har blandt andet besluttet at oprette to nye satellitfilialer i Herning og Lyngby. Derimod lukkes bankens filial i Ringe, og kræfterne samles i stedet i Svendborg, der skal dække hele Midt- og Sydfyn.

Danske Andelskassers Bank fastholder forventningerne til 2020 om et resultat før skat i niveauet 80-180 mio. kr. Den underliggende basisindtjening ventes at lande mellem 135 til 175 mio. kr.

- Vi forventer stadig udsving på finansmarkederne resten af året som følge af den usikkerhed, som covid-19 har medført. Men vi forventer ikke at blive hårdt ramt på bundlinjen her i banken, da vi har relativt få forretninger med de brancher, der er værst ramt af krisen, som for eksempel hotel- og oplevelsesindustrien, siger Jan Pedersen i regnskabet.

BRANCHENYT
Læs også