Finans

Danske Bank fjerner beløbsgrænse for negativ rente på erhvervsindlån

Fra årsskiftet kommer erhvervskunderne i Danske Bank til at betale negativ rente af hele deres indestående i banken.

Det oplyser banken på sin hjemmeside.

Hidtil har erhvervskunderne haft mulighed for at have op til 200.000 kr. stående uden at skulle betale negativ rente, men per 1. januar fjernes beløbsgrænsen.

Det betyder, at kunder i Erhverv og Erhverv Direkte fra årsskiftet som standard kommer til at betale minus 0,6 pct. i rente om året af hele deres indestående i danske kr.

- Vi har længe friholdt vores kunder for negative renter på indlån op til 200.000 kr. og tilbudt en forhøjet corona-grænse på 500.000 kr. til små erhvervsdrivende. Men med udsigten til at de negative renter fortsætter i en lang periode, vælger vi nu at fjerne beløbsgrænsen, siger Niels Bang-Hansen, som er chef for erhvervskunder hos Danske Bank.

Mens ændringen for bestående kunder først gælder fra årsskiftet, så træder den i kraft allerede 16. september for nye kunder.

BRANCHENYT
Læs også