Finans

Vagthund frygter konkurs-bølge i verdens finansielle hovedstad

Flere hundrede mindre finansvirksomheder i City of London risikerer at måtte lade livet som følge af coronakrisen, advarer det britiske finanstilsyn.

City of London er et lille område i det centrale London, hvor langt de fleste af verdens største banker og finanshuse har kontorer og hovedsæder. Arkivfoto: AP/Monika Skolimowska

Siden briterne stemte sig ud af EU i 2016, har finans- og bankfolkene i City of London mildest talt haft nok at bekymre sig om.

Usikkerheden omkring brexit har givet de tusindvis af ansatte, der har deres daglige gang i verdens finansielle hovedstad, grå hår i hovedet, og nu kan de føje endnu en bekymring til listen, nemlig coronakrisen, der truer de små og mellemstore finansvirksomheder på livet.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Ifølge den britiske finansvagthund Financial Conduct Authority (FCA), der svarer til Finanstilsynet herhjemme, risikerer flere hundrede mindre finansvirksomheder i den britiske hovedstad at måtte dreje nøglen om som følge af coronakrisen.

Pandemien har sendt tusindvis af ansatte hjem og efterladt finansverdenens store stål- og glasdomiciler i det centrale London gabende tomme.

»Det økonomiske pres vil også ramme dele af finansindustrien. Blandt andet blandt de små og mellemstore virksomheder, som vi regulerer, venter vi at se et antal af selskaberne gå under,« siger Megan Butler, der er direktør i FCA.

Det britiske finanstilsyn er i øjeblikket i gang med at undersøge sundhedstilstanden i 10.000 finansvirksomheder. 14.000 har allerede været under luppen, oplyser Megan Butler.

Samtidig udtrykker FCA bekymring for, hvordan det på længere sigt vil påvirke finanssektoren, at store dele af medarbejderstaben i øjeblikket arbejder hjemmefra.

Bl.a. kan det give problemer i forhold til at føre kontrol med nogle af de regulerede arbejdsområder, især inden for aktiehandel, som er en del af bankernes kerneforretning.

Udmeldingen kommer samtidig med, at flere af de største banker og finanshuse i Londons City-distrikt – herunder HSBC, Goldman Sachs og PwC - har udskudt tusindvis af deres medarbejderes tilbagevenden til kontorpladserne, fordi coronasmitten ligesom i store dele af det øvrige Europa er på kraftig fremmarch i Storbritannien.

BRANCHENYT
Læs også