Finans

Skjern Bank løfter forventningerne til overskuddet i 2020

Foto: Ernst van Norde

Skjern Bank skruer forventningerne til resultat for hele 2020 op.

Banken regner nu med at afslutte året med et overskud før skat på mellem 125 og 140 mio. kr. Tidligere forventede banken et overskud før skat på 115-130 mio. kr. i 2020.

Basisresultatet opjusteres også, da Skjern Bank nu forudser, at den post vil lande på 140-155 mio. kr. mod tidligere 125-140 mio. kr., fremgår det af en børsmeddelelse tirsdag eftermiddag.

Opjusteringen skyldes, at banken har oplevet en høj aktivitet på alle områder - herunder også inden for formidlingen af realkreditlån.

Derudover kan Skjern Bank fortælle om en fortsat stærk tilgang af nye kunder i alle bankens afdelinger, ligesom tredje kvartal har budt på et tilfredsstillende niveau af kursreguleringer.

Tredje kvartal har også været præget af et faldende nedskrivningsbehov, oplyser Skjern Bank, der fastholder det ledelsesmæssige nedskrivningsskøn på 40 mio. kr. som følge af coronakrisen.

Skjern Bank offentliggør sit regnskab for tredje kvartal den 22. oktober.

BRANCHENYT
Læs også