Finans

Nordea kan blive del af bankkonsolidering i Europa spår avis

Foto: Philip Davali

Nordea kan blive en af brikkerne i bankkonsolideringen i Europa, nu da finske Sampo har ønsket at mindske sin ejerandel i storbanken.

Det skriver den svenske avis Dagens Industri ifølge nyhedsbureauet Direkt.

Og avisen erfarer, at en eventuel partner sandsynligvis vil være belgisk eller hollandsk.

Den gennemsnitlige bank i EU har i dag en langt dårligere rentabilitet end en tilsvarende andre steder i verden - og klart under, hvad analytikere ser som langsigtet bæredygtig, skriver avisen.

- Flere investeringsbanker og banker taler om, at en konsolidering af banksystemet i Europa er den eneste løsning, siger en administrerende direktør for en større europæisk bank til Dagens Industri.

Af de seks banker, som dominerer det nordiske marked, er Nordea den foretrukne for en europæisk storbank, eftersom Nordea er den eneste der er til salg - og den eneste pannordiske bank, skriver Dagens Industri.

Kommer der til at ske en konsolidering, så er det ikke første gang, Nordea har været ude i den boldgade. I sommeren 2016 var der snakke mellem Nordeas daværende bestyrelsesformand, Björn Wahlroos, og den hollandske bank, ABN Amro, om en fusion. Men det blev ved snakken.

BRANCHENYT
Læs også