Finans

Nordea overgår forventningerne: Har tjent 6,2 mia. kr.

Den nordiske storbank er kommet bedre gennem tredje kvartal, end analytikerne havde ventet.

Foto: Philip Davali

Nordea er kommet meget bedre igennem årets tredje kvartal, end analytikerne havde ventet. Det viser det kvartalsregnskab, som Nordea har offentliggjort fredag morgen.

Den Nordiske storbank kom igennem juli, august og september med et nettoresultat på 837 mio. euro, hvilket svarer til 6,2 mia. kr. På forhånd havde analytikerne ifølge Infront ventet, at bundlinjen ville vise et nettoresultat på 678 mio. euro.

Det var ikke kun på bundlinjen, at Nordea kom bedre igennem årets tredje kvartal end ventet. De samlede indtægter endte på 2,17 mia. euro. Her havde analytikerne ventet, at der ville stå 2,09 mia. euro.

Fremgangen skyldes ikke et enkelt forretningsområde.

»Vi har set klare forbedringer inden for alle vores større forretningsområder i tredje kvartal,« udtaler Frank Vang-Jensen, der er topchef i Nordea, i forbindelse med regnskabet.

Ser man på udviklingen fra tredje kvartal i 2019 er de samlede indtægter steget med 4 pct., mens de samlede driftsomkostninger dykkede med 50 pct. i kvartalet. Faldet skyldes primært, at Nordea i tredje kvartal 2019 havde store engangsudgifter til hensættelser.

I samme periode i fjor havde banken nedskrivninger på udlån for 331 mio. kr., men her har banken tilbageført for 2 mio. euro.

»Vores forretningsomfang er fortsat stigende inden for en række områder - især inden for realkreditlån og opsparing. Vi har løbende taget skridt i den rigtige retning,« udtaler Frank Vang-Jensen.

Kvartalet har ikke fået Nordea til at ændre på forventningerne til regnskabet. Banken venter, at omkostningerne vil ende under 4,7 mia. euro. I 2019 havde banken omkostninger for 4,9 mia. euro. Nordea venter samtidig, at nedskrivningerne på udlån vil ligge på under 1 mia. euro.

Banken offentliggør ikke resultatforventninger.

Mio. euro 3. kvartal 2020 3. kvartal 2019
Samlede indtægter 2.172 2.085
Resultat før nedskrivninger 1.083 -90
Nedskrivninger 2 -331
Driftsresultat 1.085 -421
Nettoresultat 837 -332
BRANCHENYT
Læs også