Finans

Michael Friis skal være aktiechef i HC Andersen Capital

Hos HC Andersen Capital skal den medievante aktieanalytiker være med til at skabe omtale for mindre aktieselskaber.

Michael Friis Andersen har siddet som chefanalytiker i Alm. Brand i 13 år. Foto: Jyllands-Posten

Den kendte aktieanalytiker og kommentator Michael Friis Andersen går fra sin stilling som chefanalytiker hos Alm. Brand, hvor han har siddet i 13 år.

I stedet har han nu fundet nyt job som aktiechef i det nystartede HC Andersen Capital.

»Michael er en blændende kommunikator og er god til at tale om aktier i et sprog, de fleste kan forstå. Vi er meget glade for og stolte af, at Michael indtræder som partner i HC Andersen Capital,« siger Tue Østergaard, der er adm. direktør i HC Andersen Capital, i en pressemeddelelse.

Også hovedpersonen selv er godt tilfreds med skiftet til det nystiftede HC Andersen Capital, der endnu ikke har holdt 1-års fødselsdag.

»Jeg glæder mig meget til at blive en del af holdet i HC Andersen Capital og hjælpe de selskaber, der gerne vil være mere synlige over for private investorer, med at nå deres mål,« siger Michael Friis Andersen.

Som nyudnævnt aktiechef i HC Andersen Capital skal den kendte aktiekommentator have særligt fokus på at formidle viden om og analyser selskaber, der ligger under C25, gennem selskabets #DigitalR-koncept.

#DigitalR er et produkt, som HC Andersen Capitals tilbyder selskaber, der ønsker øget opmærksomhed blandt investorer og medier.

»Det er på mange måder et uudforsket område, vi træder ind på - og endda med en helt ny forretningsmodel - så det iværksætteri, jeg længe har haft i maven, får nu lov til at folde sig ud. Jeg ser enormt meget frem til at komme i gang med arbejdet og få vores nye virksomhed godt fra start,« siger den nye aktiechef i HC Andersen Capital.

Michael Friis Andersen har første arbejdsdag for HC Andersen Capital den 1. december 2020.

BRANCHENYT
Læs også