Finans

Nykredit dropper Gjensidige - går ind i ny alliance

Nykredit har valgt at stoppe det mangeårige samarbejde med Gjensidige om skadesforsikringer. I stedet er der lavet et nyt partnerskab med flere andre.

Nykredit har valgt at stoppe sit samarbejde med Gjensidige om skadesforsikringer. Nykredit går i stedet ind i en anden forsikringsalliance. Foto: Fred Romero

Nykredit stopper sit mangeårige samarbejde med norske Gjensidige på skadesforsikringsområdet. Derfor stopper Helge Leiro Baastad, koncernchef i Gjensidige, også i Nykredits bestyrelse.

I stedet har Nykredit valgt at lave en ny samarbejdsaftale om skadesforsikring med Lokale Pengeinstitutter, Spar Nord og Codan.

I praksis betyder det, at hver fjerde danske bankkunde – svarende til kunderne i Nykredit Bank, Spar Nord og de omkring 30 lokale pengeinstitutter, der allerede i dag er med i forsikringssamarbejdet - kan gøre brug af forsikringer og rådgivning fra Codans datterselskab Privatsikring.

Det har den nye store forsikringsalliance meldt ud i en pressemeddelelse tirsdag morgen.

Ifølge Michael Rasmussen, koncernchef i Nykredit, er det centralt for koncernen at udvide og styrke samarbejdet med partnere i Totalkredit.

»Det er nemlig til gavn for alle parter, ikke mindst kunderne, når stærke aktører slår kræfterne sammen og sætter deres samlede skala i spil på nye områder. Det er denne nye og forstærkede alliance et godt eksempel på. Kunderne hos en lang række pengeinstitutter, heriblandt Nykredit Bank, vil få adgang til nye forsikringsprodukter blandt de absolut bedste i markedet,« siger han i pressemeddelelsen.

I forbindels med Nykredits indtræden i forsikringsalliancen vil Codan investere mindst 100 mio. kr. i et større produktudbud og mere digitalisering.

»Vi samler nu unikke erfaringer fra at betjene privat- og erhvervskunder i én stærk alliance. Det er det helt rette match og udgangspunkt for at sætte nye standarder i branchen. Vi er allerede i gang med at udvikle de løsninger, der sammen med investeringer på et trecifret millionbeløb fra Codan, vil gøre en forskel for hver enkel kunde,« siger Christian Baltzer, topchef i Codan.

Alliancen vil være fuldt etableret i foråret 2021, og de eksisterende forsikringsløsninger fra Privatsikring fortsætter og vil på sigt blive suppleret med målrettede produkter til blandt andre boligejere, små- og mellemstore virksomheder, landbrug og formuende kunder.

BRANCHENYT
Læs også