Finans

Danske Bank opjusterer forventningerne

Forventningerne for 2020 opjusteres til et resultat efter skat på 4-4,5 mia. kr., lyder det fra banken i en meddelelse.

Danske Banks adm. direktør Chris Vogelzang. Foto: Jens Dresling.

Danske Bank opjusterer forventningerne til et resultat efter skat på 4-4,5 mia. kr.

Banken har tidligere meddelt, at den forventede et resultat på mindst 3 mia. kr. Det oplyser banken i meddelelse tirsdag aften.

»Opjusteringen skyldes en generel forbedring af udviklingen på de finansielle markeder, fortsat gode fremskridt i den underliggende forretning og lavere omkostninger. Derfor kan vi opjustere vores forventninger til resultatet for året,« siger adm. direktør Chris Vogelzang i meddelelsen.

Ifølge banken er omkostningerne samt de såkaldte transformationsomkostninger til den strategi, som topchef Chris Vogelzang er sat i spidsen for med titlen ”Better Bank”, lavere end forventet. Forventningen er nu et beløb på ca. 28 mia. kr. for 2020, hvor de tidligere forventede omkostninger på 28-29 mia. kr.

Danske Bank skriver yderligere, at for 3. kvartal 2020 vil resultatet efter skat udgøre ca. 2,1 mia. kr.

Indtægter i alt vil udgøre ca. 10,5 mia. kr., herunder handelsindtægter på ca. 1,5 mia. kr., og omkostninger ca. 6,7 mia. kr. Ligeledes noterer banken, at kreditkvaliteten generelt fortsat er stabil, og nedskrivninger i 3. kvartal 2020 vil udgøre ca. 1,0 mia. kr.

De endelige tal ved blive afsløret i Danske Banks delårsrapport for 1.-3. kvartal 2020, som offentliggøres den 4. november 2020.

BRANCHENYT
Læs også