Finans

Dansk erhvervsliv glæder sig over nyt varslingssystem

Dansk Erhverv og Dansk Industri byder regeringens nye varselssystem velkommen, men understreger, at man har brug for mere viden.

Det danske erhvervsliv, heriblandt adm. direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, glæder sig over, at regeringen har præsenteret et nyt varselssystem.. Foto: Jonas Olufson.

Det danske erhvervsliv byder regeringens nye varselssystem velkommen.

»Det er en virkelig god nyhed i en mørk tid, at vi nu får et nationalt varslingssystem for coronakrisen. Det har vi arbejdet for længe,« siger Lars Sandahl Sørensen, der er adm. direktør i Dansk Industri og fortsætter:

»Det er fuldstændig afgørende for virksomhederne, at der er mest mulig gennemskuelighed og forudsigelighed i håndteringen, så virksomhederne og deres medarbejdere kan indrette sig i tide«.

Systemet indeholder fem risikoniveauer, hvor niveau 5 er det mest alvorlige. Inden for de fem niveauer kan myndighederne skrue på forskellige knapper.

I øjeblikket befinder Danmark sig på niveau 3.

Niveau 3 betyder, at der er ’udbredt samfundssmitte med potentiale for hurtig acceleration i smittetal’.

Brian Mikkelsen, der er adm. direktør i Dansk Erhverv, er også tilfreds med, at regeringen har præsenteret den nye model:

”Der er brug for mere forudsigelighed og transparens. Jo bedre man kender farvandet og vejrudsigten foran sig, jo nemmere er det nu engang at navigere. Danske virksomheder er gode til at omstille sig, ingen tvivl om den sag, men når tingene bliver så uforudsigelige, som det har været tilfældet det seneste cirka halve år, så er det en svær øvelse,” siger Brian Mikkelsen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) præsenterede lørdag varslingssystemet, der skal sikre, at danskerne og dansk erhvervsliv ved, hvor slem coronakrisen er på et givent tidspunkt, og hvad man kan forvente af tiltag fra politisk hold.

Jacob Holbraad, der er adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, er også positivt indstillet over for det nye system:

»Pludselige restriktioner har gjort ondt på erhvervslivet gennem hele coronakrisen. Det er meget svært at disponere over sin virksomhed, når man ikke ved, hvad morgendagen bringer. Derfor hilser vi det nye varslingssystem velkomment, så erhvervslivet fremover får bedre mulighed for reagere på nye restriktioner«, siger Jacob Holbraad.

Holbraad mener samtidig, at man skal have fokus på adgangen for de vandrende arbejdstagere og sikre tilstrækkelig testkapacitet og hurtige testsvar.

Ifølge Lars Sandahl Sørensen, kan varslingssystemet blive nøglen til en langsigtet plan:

»Med varslingssystemet skal vi bygge videre på og bevæge os over i et system, hvor vi ved hjælp af tests og kloge løsninger kan finde en langsigtet og god vej igennem krisen. Så vi kommer væk fra vanskelige politiske hasteforhandlinger, efter restriktionerne er trådt i kraft – og får afklaret og løst behovet for hjælpepakker, inden der meldes ud om nye restriktioner«.

Cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation, Niklas Praefke, kalder varslingssystemet kærkomment, men han mener samtidig, at man har lang vej igen:

»Med varslingssystemet kommer der en smule mere klarhed over, hvilke forholdsregler myndighederne vil træffe som de næste, hvis smitten tager til – og hvilke, der vil blive løsnet som de næste, hvis smitten tager af. Men det er på ingen måde en mirakelkur, og jeg havde sat næsen op efter et endnu klarere system med mere forudsigelighed«.

Brian Mikkelsen understreger også, at der fortsat er brug for mere viden om effekten af de forskellige restriktioner:

»Tager vi for eksempel reglen om, at restauranter skal lukke kl. 22.00 frem for kl. 24.00, så kunne vi godt bruge lidt mere viden om effekten af reglen. Naturligvis er vi alle en del af kampen mod coronaspredningen, men det er vigtigt, at vi bruger de værktøjer, som har den bedste effekt. Derudover ser vi også meget gerne øget brug af hurtige tests, da det kan gøre det muligt at samle flere, lige som behovet for en corona-rejsepas er stort,« siger Brian Mikkelsen.

I Danmark er der registreret 1191 nye smittede siden i går, og tre er døde.

Klik her for at se skemaet i stort format

BRANCHENYT
Læs også