Finans

Nu skal flere Danske Bank-kunder betale negative renter - grænsen bliver sænket markant

Fra 2021 skal kunder i landets største bank betale negative renter, hvis de har mere end 250.000 kr. stående.

Danske Banks adm. direktør Chris Vogelzang. Foto: Jens Dresling.

Danske Bank har banket godt og grundigt til grænsen for, hvornår privatkunder skal betale negative renter. Fra den 1. januar 2021 skal kunder fremover betale negative renter, hvis de har mere end 250.000 kr. stående. Det oplyser Danske Bank i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for tredje kvartal.

Tidligere har landets største bank opereret med en grænse på 1,5 mio. kr. for kunder med Nemkonto. Dermed er grænsen blevet sænket med 1,25 mio. kr. Det hører dog med til historien, at Danske Bank har haft en meget højere grænsen end konkurrenterne.

»Vi befinder os fortsat i den helt ekstraordinære situation, at de negative renter efterhånden har udviklet sig til at være af nærmest permanent karakter, og i hvert fald ser ud til at vare ved længere. Det er ikke holdbart, at situationen ikke afspejler sig i vores rentevilkår, og derfor sænker vi grænsen for, hvornår der skal betales negative renter af store indlån,« udtaler Stephan Engels, finansdirektør i Danske Bank, i forbindelse med regnskabet.

Udmeldingen fra Danske Bank kommer, efter at Sydbank i slutningen af oktober meddelte, at den fremover kommer til at operere med en grænse for negative renter på 100.000 kr.

De negative renter for bankkunder blev for første gang en realitet i slutningen af august 2019, da Jyske Bank som den første bank i Danmark indførte negative renter. Den historiske beslutning om, at det for nogle kunder skulle koste at have penge stående i banken gjaldt i første omgang, hvis Jyske Bank kunder havde mere end 7,5 mio. kr. stående på en konto.

Kort tid efter fulgte Sydbank efter med de negative renter. Siden har de negative renter spredt sig, og grænsen for, hvornår kunderne skal betale negative renter, er løbende blevet justeret. I nedadgående retning.

Danske Bank var den sidste af de store banker i Danmark, der valgte at indføre negative renter for private kunder. Denne melding kom i slutningen af februar, og den kom kort tid efter, at landets største bank over for Finans havde understreget, at den ikke havde planer om at indføre negative renter.

Det samlede indlån i landets banker fra kunder med hver under 250.000 kr. udgjorde 220 mia. kr. ved udgangen af 2018. Det er de seneste formuetal opdelt på beløbsstørrelser fra Danmarks Statistik.

Indskudsbevisrenten i Nationalbanken er -0,6 pct., og det giver i udgangspunktet bankerne en årlig udgift på 1,32 mia. kr., som de ikke får dækket fra den kundegruppe, hvis kundernes indlån placeres i Nationalbanken.

BRANCHENYT
Læs også