Finans

Forskere anbefaler markant indgreb: Stop boligfesten i byerne, hvis livet på landet skal reddes

Nye boligskatter og et opgør med populære realkreditlån kan løse problemerne med affolkningen af landdistrikterne og et todelt boligmarked, påpeger en forskergruppe.

Vester Hornum deler skæbne med mange mindre landsbysamfund, som er under pres, fordi danskere søger mod vækstområderne. Arkivfoto: Tanja Carstens Lund

Det kræver et omfattende indgreb bestående af nye boligskatter og et opgør med populære realkreditlån, hvis udviklingen med fraflytningen fra landområderne skal vendes.

Det vurderer en gruppe forskere fra Syddansk Universitet, der de seneste år har undersøgt boligmarkedet i landdistrikterne. De stigende problemer på landet skyldes ifølge dem ikke kun en demografisk udvikling, hvor stadig flere søger mod byerne.

Det er en selvforstærkende effekt, at boliger i byer og vækstområder er blevet investeringsobjekter, der i sig selv skaber store skattefri indkomster.

Politikerne er nødt til at bremse, at boligen er et investeringsobjekt.

Egon Noe, forsker i landdistrikter

Det problem er ifølge forskerne blevet særlig udtalt, efter liberaliseringen af realkreditsektoren i 1989, der satte gang i en finansiel produktudvikling.

Konsekvensen er, at kun få vil flytte på landet, påpeger de.

»Fordi boligen i så høj grad er blevet et investeringsobjekt, er det blevet en dårlig investering at købe bolig på landet og i yderområderne. Jo billigere boliger er, jo dårligere en investering er de,« siger Egon Noe, professor og leder af Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet.

Der er så stærke kræfter i spil, at der er brug for et omfattende opgør for at ændre udviklingen på landet, mener han.

»Politikerne er nødt til at bremse, at boligen er et investeringsobjekt,« siger Egon Noe.

Det kan man ifølge ham og forskergruppen gøre ved at dæmpe de mekanismer, der driver skævvridningen. Blandt andet ved at begrænse afdragsfrie og variabelt forrentede realkreditlån samt muligheden for at belåne boligers friværdi med tillægslån. Beskatning af boliggevinster er et andet effektivt værktøj, påpeger de.

Det uafhængige Boligøkonomisk Videncenter kalder forslagene vidtgående, og her er direktør Curt Liliegreen uenig i, at forslagene vil løse problemerne.

»Her mener jeg, at forskerne politiserer. De har ikke belæg for deres konklusioner. Men det er et relevant emne, og det er sympatisk, at de vil prøve at gøre noget ved problemerne. Effekten af deres forslag er bare ikke sympatisk. De har ikke gennemtænkt, hvordan deres forslag vil virke,« siger direktør Curt Liliegreen.

Jeg tror, at det ikke er til gavn for landdistrikterne at lægge flere sten i skoene for de, der bor i byerne.

Karsten Beltoft, vicedirektør i Forenet Kredit

Han peger på, at det grundlæggende ikke hjælper landområderne at ødelægge boligmarkedet i byerne. Det samme konstaterer Forenet Kredit, der har finansieret forskningsarbejdet.

»I store dele af landet er boligmarkedet velfungerende, og jeg tror, at det ikke er til gavn for landdistrikterne at lægge flere sten i skoene for dem, der bor i byerne,« siger Karsten Beltoft, vicedirektør i Forenet Kredit, der er hovedaktionær i landets største realkreditkoncern, Nykredit.

Det har ikke været muligt at få erhvervsminister Simon Kollerup til at forholde sig til forskernes forslag.

BRANCHENYT
Læs også