Finans

Børsen i hopla fra dagens start - Ørsted og Vestas stryger til vejrs

Det ledende danske aktieindeks, C25, stiger 2,7 procent, efter at Joe Biden har vundet præsidentvalget i USA.

Vestas investorerne har grund til at være tilfredse denne mandag. Foto: Invokers/Vestas PR Vestas har netop fået Mitsubishi som en større akionær, efter Vestas har købt Mitsubishi ud af partnernes fælles selskab med fokus på havvind. Foto: Martin Lehmann

Investorerne er her til morgen vågnet op til en grøn bølge til de grønne aktier, efter demokraternes præsidentkandidat Joe Biden vandt embedet lørdag eftermiddag dansk tid.

De to ’grønne’ selskaber, Ørsted og Vestas, er kommet særdeles godt fra start denne mandag morgen. Disse selskabers aktier er således steget med henholdsvis 4,7 og 4,9 pct. Ifølge Per Hansen, investeringsøkonom ved Nordnet, så er opturen for de danske greentech aktier et udtryk for en politisk kursvending.

»Selv om Joe Biden ikke alene kan ændre den globale opvarmning, vil investorerne formentlig synes så godt om et politisk skifte, at det betyder nye stigninger til grønne aktier som Vestas, Ørsted og Rockwool blandt andet,« siger Per Hansen.

Stort set hele C25 er i grønt fra dagens start, og denne bølge vil ifølge Per Hansen ligeledes brede sig ud over hele Europa og USA denne mandag. Investorernes reaktion på det amerikanske præsidentvalg er udtryk for en glæde om en lang valgkamps endelige afslutning.

»Investorerne er ganske enkelt glade for at der er ”fundet en løsning” og at det nu er tid til at komme videre og lave realpolitik. I USA vil Joe Biden formentlig indenfor kort tid arbejde på endnu en stimulanspakke, og udsigt til denne giver opturen yderligere rygvind,« siger Per Hansen.

Også i USA kan der i løbet af dagen ske ting og sager. Det amerikanske S&P-500 kan nærme sig den tidligere indeks-rekord, som blev sat i starten af september. Hvis dette skal ske, kræver det en stigning på 2 pct. i dag. Ifølge Per Hansen, er dette ikke helt umuligt.

BRANCHENYT
Læs også