Serier

Fødevarestyrelsen: Vi har hele tiden vidst, at der ikke var hjemmel til aflivning af mink

Et svar fra Fødevarestyrelsen til Berlingske sår yderligere tvivl om fødevareminister Mogens Jensens forklaringer i minksagen. Men også embedsværket ser skidt ud, vurderer en professor i forvaltningsret.

Corona rammer verden
Det er fødevareminister Mogens Jensens egen styrelse, der er ansvarlig for den kommunikation med minkavlerne, som regeringen nu beklager. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

På den ene side har fødevareminister Mogens Jensen udtalt til Ekstra Bladet, at regeringen – situationens alvor taget i betragtning – »ikke kunne afvente ny lovgivning«. På den anden side har ministeren forklaret, at han ved et meget omtalt pressemøde onsdag i sidste uge, da regeringen beordrede alle mink i Danmark aflivet for at undgå spredning af muteret coronavirus, slet ikke vidste, at det ville kræve ny lovgivning.

Tilbage står den kendsgerning, at regeringen udstedte en ulovlig instruks, som Fødevarestyrelsen videregav i et brev til landets minkavlere. Og at regeringen – og ikke mindst Mogens Jensen – er blevet genstand for alvorlig kritik som en konsekvens af sagen.

Og nu bidrager Fødevarestyrelsen på ny til sagen. Det sker i et svar til Berlingske.

»På de indre linjer har kommunikationen været helt klar, og Fødevarestyrelsen har hele tiden ageret efter, at det ville kræve en hjemmel at påbyde aflivning af raske mink længere væk end 7,8 km fra en smittet besætning,« udtaler veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Hanne Larsen til avisen.

Jeg synes, at embedsværket har svigtet meget groft, hvis man ikke har fortalt Mogens Jensen om det her. Og da især hvis man påstår, at man har været klar over det fra begyndelsen.

Jørgen Albæk, professor emeritus i forvaltningsret ved Aarhus Universitet

Hvis Fødevarestyrelsens udmelding står til troende, synes der at være tre mulige scenarier, hvad angår fødevareministerens ageren. Enten at han ikke er blevet informeret af embedsværket, som til fulde kendte til problemet med den manglende lovhjemmel, eller at orienteringen er blevet overset, eller at ministeren aktivt har valgt at overhøre advarslen.

Både i oppositionen og i S-baglandet har sagen ført til krav om Mogens Jensens afgang.

Ifølge Jørgen Albæk, professor emeritus i forfatningsret ved Aarhus Universitet, påhviler der embedsmændene i Fødevarestyrelsen en endog »meget stor« forpligtelse til at informere ministeren om lovligheden af en instruks som den om aflivningen af mink.

»Hvis man ikke har sendt det videre efter det pressemøde (i onsdags, red.), har man sovet meget kraftigt i timen,« siger han.

»Jeg synes, at embedsværket har svigtet meget groft, hvis man ikke har fortalt Mogens Jensen om det her. Og da især hvis man påstår, at man har været klar over det fra begyndelsen. Så kan jeg ikke forstå, at der ikke er en, der efter pressemødet lige løfter røret og siger: ”Er du klar over, at det her kræver lovhjemmel?”«

Ifølge Jørgen Albæk gør det kun sagen endnu mere »grotesk«, at det var netop Fødevarestyrelsen, som nu hævder hele tiden at have kendt til den manglende lovhjemmel, som udsendte et brev til landets minkavlere om, at deres mink skal aflives.

»Der er ingen tvivl om, at man har lavet en alvorlig fodfejl, det er et af de helt grundlæggende principper i offentlig ret, at man skal have lovhjemmel for at lave indgreb i borgernes retsforhold,« siger han.

Hvad der præcis er sket i Fødevareministeriet - hvad ministeren har vidst og hvornår - kan Jørgen Albæk selvsagt ikke svare på. For nu er ministerens problem først og fremmest, at han har »sagt to forskellige ting«, vurderer professoren.

Albæk hælder dog til at tro, at ministeren faktisk ikke kendte til de juridiske forhindringer.

»Der er vel ingen, der ikke ved, at der skal være lovhjemmel til noget som dette. Mit bedste gæt er, at man troede, at man havde lovhjemmel eller i kampens hede slet ikke spekulerede over, hvorvidt der kunne være et problem,« siger han.

»Hvis man var bevidst om, at der manglede lovhjemmel, er det meget mærkeligt, at man ikke adresserer det til pressemødet og siger: ”Vi ved godt, at der er et problem, men vi kan skaffe den lovhjemmel meget hurtigt”. Så kunne folk begynde at indrette sig efter det.

Jørgen Albæk opfordrer samtidig de borgerlige partier, som kræver Mogens Jensens afgang straks med den ulovlige instruks som argument, til at skrue lidt ned for retorikken. Adspurgt om fortilfælde, der for ham at se minder om håndteringen af minksagen, nævner han et ganske aktuelt eksempel.

»Det er ikke svært at komme i tanker om. Jeg tænker på Inger Støjbergs instruks, og man kan undre sig over, at de borgerlige partiers store principfasthed nu om, at ethvert lovbrud må straffes med, at ministeren skal gå. Det var der ikke meget af i Støjberg-sagen,« siger han.

Mogens Jensen er kaldt i samråd om minksagen onsdag kl. 13.

Læs også