Finans

Danske Bank igangsætter stor fyringsrunde: Mere end 250 er fyret

Danske Bank har torsdag fyret 257 medarbejdere. Fyringerne er en del af en allerede udmeldt spareplan, hvor 1.600 stillinger skal nedlægges. Samtidig lukker kasserne i de fleste filialer.

Danske Bank har nu igangsat den store fyringsrunde, som banken meddelte tilbage i oktober.

Torsdag har landets største bank fyret 257 medarbejdere på tværs af hele Norden. Fyringerne fordeler sig på 155 ansatte i Danmark, 26 i Norge, 35 i Sverige og 41 i Finland.

Det oplyser Danske Bank i en pressemeddelelse.

»Vi er i gang med en stor omstilling for at tilpasse os til de strukturelle forandringer, som den finansielle sektor oplever. Det kræver, at vi reducerer vores omkostninger betydeligt, og der kommer vi desværre ikke uden om afskedigelser,« siger Karsten Breum, koncerndirektør i Danske Bank med ansvar for HR, i pressemeddelelsen.

Fyringerne er en del af den store spareplan, som banken offentliggjorde den 8. oktober.

Her meddelte Danske Bank, at banken over de kommende seks til 12 måneder vil reducere antallet af stillinger med op mod 1.600. Det sker som led i Danske Banks 2023-plan, der skal reducere omkostningerne i banken.

Banken oplyser desuden, at ud over de 257 fyringer har 261 medarbejdere i Danmark fået en aftale om frivillig fratrædelse.

Danske Bank har knap 22.000 medarbejdere, og af dem arbejder 11.000 i Danmark. Hvis banken får reduceret antallet af medarbejdere med 1.600, svarer det til en reduktion på lidt over 7 pct.

Det er dog ikke kun på medarbejderfronten, at Danske Bank svinger sparekniven. Også bankens filialer på tværs af hele landet kan se frem til kasselukninger.

Danske Bank har gennem årene løbende lukket kasser i flere filialer, men oplyser nu, at de fleste af de resterende kasser bliver nedlagt den 8. februar 2021.

Fremover vil der kun være kasser i Danske Banks filialer i København (Nørreport), Aarhus, Odense og Aalborg, mens der vil være deltidsåben kassebetjening i Rønne-filialen på Bornholm.

»Omkostningerne til at drive kasserne er ganske enkelt blevet for store i forhold til behovet. Vi har løbende lukket kasser i vores filialer, så vi har gode erfaringer med at hjælpe de efterhånden relativt få kassekunder med gode, alternative løsninger,« siger Thomas Mitchell, chef for privatkunder i Danske Bank.

BRANCHENYT
Læs også