Finans

Regeringen i appel til bankerne: Vær ikke for nidkære over for minkavlerne

Der er penge på vej ud til minkavlerne, lover fødevareminister Rasmus Prehn.

Fødevareminister Rasmus Prehn oplyser, at Kammeradvokaten er i gang med at lave en løsning, der hurtigt kan sende penge ud til minkavlerne. Foto: Casper Dalhoff

Regeringen retter nu en direkte appel til bankerne om at udvise tålmodighed over for landets minkavlere.

Det sker efter meldinger om minkavlere, der har fået lukket eller beskåret deres kassekreditter, efter at regeringen i november beordrede alle mink aflivet og forbød minkavl indtil 2022.

Siden har regeringen arbejdet på en politisk aftale om erstatninger til avlerne, der ifølge Dansk Pelsdyravlerforening bliver mere og mere presset på likviditeten.

»Jeg er bevidst om, at der er nogle farme, der er i problemer, og det skal vi naturligvis tage hånd om. Jeg vil derfor henstille til, at bankerne ikke vil være for nidkære over for minkavlerne,« siger fødevareminister Rasmus Prehn i en skriftlig udtalelse.

Erstatningerne kan deles op i to spor.

Dels er der dem, der er blevet pålagt at aflive deres mink og bortskaffe dem på grund af coronasmitte, eller fordi de har befundet sig inden for en sikkerhedszone fra smittede farme.

Dels er der spørgsmålet om de erstatninger, der skal betales for, at minkerhvervet reelt er blevet nedlagt i Danmark, hvorfor avlerne ifølge politikerne skal stilles, som om de er blevet eksproprieret.

Sagen kort
  • Den 4. november 2020 beordrede regeringen alle mink i Danmark aflivet.
  • Det viste sig efterfølgende, at regeringen ikke havde lovgivningen på plads, og sagen endte med at koste fødevareminister Mogens Jensen jobbet.
  • Siden har regeringen sikret sig et flertal bag en lov, der også forbyder minkavl i Danmark gennem hele 2021, og det samme flertal har aftalt, at avlerne skal stilles som ved ekspropriation.
  • Nu forhandler regeringen om rammerne for erstatningen til minkavlerne, men forhandlingerne har været bremset af, at EU-Kommissionen skal give grønt lys først.
  • Det er primært den første del, det haster med, har pelsdyravlerforeningen tidligere påpeget. Her er lovgivningen nemlig på plads, og det er den betaling, der skulle sikre avlerne betaling for arbejdet i 2020.

    Formand Tage Pedersen og flere politikere har luftet tanker om alternativt at få penge hurtigt ud gennem en a conto-ordning, og ifølge fødevareminister Rasmus Prehn er det netop, hvad regeringen arbejder på.

    »Arbejdet med at forberede udbetalingerne er i fuld gang. Vi ser på muligheden for udbetaling a conto for at afhjælpe akutte likviditetsproblemer, men det er en teknisk øvelse, hvor vi bl.a. skal tilgodese kreditorer og være sikre på, at vi gør det på den korrekte måde,« oplyser han.

    Ifølge Rasmus Prehn arbejder Kammeradvokaten på en detaljeret model for disse udbetalinger.

    »Vi er i en situation, hvor vi lige nu forhandler bredt i Folketinget om en stor erstatningsmodel for minkavlerne, og jeg kan godt afsløre, at spørgelysten i forhandlingerne er stor. Det har jeg naturligvis respekt for, men det er klart, at det forlænger processen,« udtaler han.

    Minkavlernes formand Tage Pedersen har dog svært ved at se, hvorfor de politiske forhandlinger skal spænde ben for udbetalingen af den erstatning, der vedrører 2020.

    »De to ting har ikke noget med hinanden at gøre. Så enkelt er det,« siger formanden, der heller ikke sprudler over i begejstring over ministerens melding om, at der bliver arbejdet på en a conto-udbetaling:

    »Jeg er da glad for, at han arbejder. Jeg synes bare, han skal skynde sig.«

    I en skriftlig udtalelse fra bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, siger viceadm. direktør Ane Arnth Jensen:

    »Det er en både menneskelig og økonomisk katastrofe for minkavlerne, hvor mange nu skal tage afsked med deres livsværk. Det er vores klare indtryk, at banker og realkreditinstitutter er i god dialog med minkavlerne om, hvordan de kan hjælpes i denne vanskelige situation.«

    BRANCHENYT
    Læs også