Finans

Verdensnaturfonden kritiserer danske pensionsselskaber for klimanøl

En ny analyse viser ifølge WWF, at der mangler handling på klimaområdet i de største danske pensionsselskaber. Der er nemlig stor forskel på, hvor grønne de enkelte selskaber egentlig er.

»PKA har arbejdet med dette i mange år, og det kræver altså kontinuerlig udvikling at blive god til dette. Og vi er slet ikke færdige endnu,« siger Jon Johnsen, adm. direktør i PKA Pension, der ifølge WWF leverer 
landets stærkeste klimaindsats. Foto: Jakob Dall Vindmøller, havvindmøller. Klima, klimaforandringer, grøn energi, vindkraft.

I salgstaler og reklamer kappes de danske pensionsselskaber om, hvem der er mest grøn. Men nu kritiserer WWF Verdensnaturfonden en række selskaber for en alt for fodslæbende indsats.

Selvom klimafokus er øget markant særligt de seneste tre år, går det for langsomt, lyder konklusionen i en ny analyse af landets 16 største pensionsselskaber.

»Vi ved, hvor meget det rykker, når de finansielle muskler kommer ind og sætter en retning. Alle de mange milliarder, der er sparet op i pensionsmidler, kan gøre en kæmpe forskel i den grønne omstilling. Men de bruger slet ikke den muskel til så meget, som de kunne,« siger Jacob Fjalland, miljøfaglig chef hos WWF.

De 16 pensionsselskaber er i analysen vurderet på en række klimaparametre, heriblandt om selskabet har tilsluttet sig den globale Paris-klimaaftale.

WWF konkluderer, at det går for langsomt med at øge de grønne investeringer, og at halvdelen af de store pensionsselskaber mangler klare målsætninger for grønne investeringer. Samtidig finder WWF det »dybt kritisabelt«, at flertallet af pensionsselskaberne ikke har en klar strategi for frasalg af ejerandele i klimaskadelige virksomheder.

WWF's klimarapport om pensionsselskaberne
  • WWF Verdensnaturfonden har vurderet Danmarks 16 største pensionsselskabers klimafokus.
  • Selskaberne har fået point inden for seks kategorier, bl.a. tilslutning til Paris-klimaaftalen, grønne investeringer, målsætninger, aktivt ejerskab og frasalg af klimaskadelige investeringer.
  • PKA har ifølge rapporten landets bedste klimaindsats med 14 point af 18 mulige. Topdanmark har den ringeste klimaprofil med 6 point.
  • WWF konkluderer, at de senere års fremgang i forhold til klimaindsats i pensionsselskaberne er stilnet af, og at der stadig er langt til mål. F.eks. mangler halvdelen af selskaberne en specifik målsætning for grønne investeringer, og flertallet mangler en klar strategi for, hvornår aktier i et “sort“ selskab skal sælges.
  • »Vi kan se, at nogle er i gang med konkrete handlinger, men de fleste er der slet ikke endnu. Det er mest snak,« siger Jacob Fjalland.

    Pensionsselskabet PKA får flest point for sin klimaindsats med 14 point af 18 mulige. WWF roser bl.a. PKA for at have en stor andel af grønne investeringer og ekskludere selskaber inden for kul, olie- og gassektorerne, der ikke efterlever Parisaftalen.

    PKA har bl.a. netop løftet sit mål om grønne investeringer til 50 mia. kr. i 2025. Topchef Jon Johnsen er »enormt stolt af« at blive vurderet som branchens nummer et.

    »PKA har arbejdet med dette i mange år, og det kræver altså kontinuerlig udvikling at blive god til dette. Og vi er slet ikke færdige endnu,« siger han.

    Topdanmark er bundprop i opgørelsen og får ikke engang halvt så mange point som PKA, men kun 6 af 18 mulige. Det er dog væsentligt bedre end året før, hvor Topdanmark kun fik ét point i WWF-analysen.

    Vi synes, at vi gør alt det, som Verdensnaturfonden gerne vil have. Men vi gør det ikke for hele vores pensionsportefølje.

    Andreas Stang, investeringschef for ESG, Topdanmark

    Topdanmarks investeringschef for ESG, Andreas Stang, mener, at en del af forklaringen ligger i, at WWF ser på pensionsselskabet som et hele og ikke på de grønne opsparingsprodukter, som Topdanmark tilbyder sine kunder.

    »Vi synes, at vi gør alt det, som Verdensnaturfonden gerne vil have. Men vi gør det ikke for hele vores pensionsportefølje. Vi gør det for de af vores pensionskunder, der ønsker det,« siger Andreas Stang.

    Pensionsselskabernes brancheorganisation, Forsikring & Pension, er enig i, at pensionssektoren spiller en kæmpe rolle i den grønne omstilling, og underdirektør Tom Vile Jensen betoner, at de danske pensionsselskaber allerede har givet et tilsagn om at investere 350 mia. kr. grønt inden 2030.

    »Vi synes, at det er meget ambitiøst, og vi synes også, det viser, at vi allerede bruger vores muskler. Men Forsikring & Pension vil helt sikkert skubbe på for, at vi når endnu længere i løbet af de næste år,« siger Tom Vile Jensen.

    BRANCHENYT
    Læs også