Finans

Pas på grænsen for negative renter - forskel på konti

Det er langt fra sikkert, at du kan have 250.000 kr. stående på alle konti i din bank, selvom den formelle grænse er netop det beløb.

Nu gør de negative renter ondt i de fleste banker, fordi de har sænket grænsen for, hvornår kunderne skal betale dem. Illustration: Anders Thykier.

Det er langt fra tilstrækkeligt kun at være opmærksom på grænsen for negative renter i din bank. Du skal også tjekke, om grænsen gælder for alle konti.

I landets største bank, Danske Bank, kan kunder med en Nemkonto eksempelvis have 250.000 kr. stående på en konto. Et ægtepar må altså have tilsammen 500.000 kr. stående - dog fordelt med 250.000 kr. på hver deres konto.

Men hvis pengene står på en fælles budgetkonto, som de fleste med fælles økonomi anvender for at holde styr på privatøkonomien, hedder grænsen 50.000 kr.

I Spar Nord er der fra årsskiftet en grænse på 100.000 kr. pr. næse, men her må du selv bestemme fordelingen af pengene - de fleste kan altså godt stå på en budgetkonto, hvis det samlede beløb pr. næse blot ikke overstiger grænsen på 100.000 kr.

I Ringkjøbing Landbobank kan kunder fra årsskiftet også have 100.000 kr. stående rentefrit pr. næse, hvis du har Nemkonto i banken, men kun 25.000 kr. på en budgetkonto.

»Og så er vi jo nede i en beløbsstørrelse, som eksempelvis boligejere i eller omkring en større by i Danmark godt kan risikere at overstige, især hvis man har valgt at afdrage sit realkreditlån kvartalsvis, eller har en høj grundskyld, som betales to gange om året. Disse danskere risikerer at blive ramt af negative renter,« siger Marlene Nørgaard Carolus, adm. direktør i Mybanker.dk.

Hun mener derfor, at alle bankkunder med en vis formue skal sørge for at undersøge mulighederne og ringe til deres bank for at finde ud af, om pengene står rigtigt placeret på ens respektive konti.

»Ellers skal man sørge for at få rykket rundt på dem,« siger Marlene Nørgaard Carolus.

En privatøkonomisk rådgiver er enig, og han opfordrer også bankerne til at lægge alle kortene på bordet.

»Vi kan jo starte med at forlange af bankerne, at de skilter ordentligt med deres forskellige grænser. Men jeg møder desværre også mange danskere, som ikke aner, hvad de betaler i rente på deres konti, så der skal lyde en klar opfordring til, at danskerne også selv tager affære,« siger Kim Valentin, adm. direktør i Finanshuset i Fredensborg og medlem af Folketinget for Venstre.

Selvom danskere kan spare mange penge i negative renter ved at skifte fra eksempelvis Ringkjøbing Landbobank med en grænse for negative renter på 100.000 kr. til Nykredit, hvor grænsen hedder 250.000 kr. pr. snude, skal det ikke være årsagen til at skifte, lyder det fra Mybanker. For der er gang i ræs mod bunden, og det stopper ikke.

»Hvis en bank skiller sig ud for længe med en højere grænse, bliver det en magnet for flere indlånskroner, og det kan ledelsen ikke forsvare over for ejerne. Vi vil derfor se, at grænsen i disse banker bliver sænket yderligere,« siger Marlene Nørgaard Carolus.

Hun er ikke bange for at vove det ene øje og forudsige, at alle banker sænker grænsen yderligere.

»Jeg tror, at den naturlige bund ender på mellem 50.000 og 100.000 kr. Det er, hvad vi kommer til at se i løbet af 2021,« siger Marlene Nørgaard Carolus.

Hun opfordrer derfor kunder til i stedet for at fokusere på negative renter at fokusere på, om man er tilfreds med sin bank og den rådgivning, som ydes. Og om man stoler på sin bankrådgiver. Hvis svaret er ja, så er rådet, at man bliver i sin nuværende bank, fordi renten i andre banker bliver også sænket.

BRANCHENYT
Læs også