Finans

Banknordik-aktien brager op efter Spar Nord-overtagelse

Banknordiks hovedsæde på Færøerne. Foto: BankNordik

Banknordik-aktien stiger 10 pct. til 154 kr. på den københavnske fondsbørs i kølvandet af tirsdagens nyhed om, at Spar Nord overtager Banknordiks danske forretning.

Med købet overtager Spar Nord et forretningsomfang på 25 mia. kr. fordelt på 60.000 kunder.

- Købesum er aftalt til bogført værdi tillagt goodwill på 255 mio. kr., fremgår det af meddelelsen.

Ifølge Spar Nord giver aftalen mulighed for at styrke bankens markedsposition for privatkunder i Hovedstadsområdet samt byerne Aarhus, Odense, Kolding og Haderslev.

Som led i opkøbet overtager Spar Nord Banknordiks 11 filialer samt medarbejdere svarende til 132 fuldtidsstillinger.

Spar Nord-aktien sendes tirsdag formiddag op med 1,7 pct. til 58,80 kr.

Med dagens opkøb følger ikke nogen ændring i Spar Nords forventninger til regnskabsåret, men banken skriver:

- Det er Spar Nords forventning, at den overtagne forretnings bidrag til bankens basisindtjening før nedskrivninger i 2021 vil være beskedent, da der forventes engangsomkostninger i forbindelse med transaktionen i niveauet 60-70 mio. kr., skriver banken.

Fra 2022 entes den overtagne portefølje dog at bidrage med en basisindtjening før nedskrivninger i niveauet 110 mio. kr., fremgår det videre.

Spar Nord overtager 3,7 mia. kr. i udlån og garantier, 5,8 mia. kr. i indlån, 11,1 mia. kr. i formidlede realkreditlån fra Totalkredit og 4,8 mia. kr. i depotværdier.

- Spar Nord overtager en effektiv og lønsom forretning med dedikerede og kompetente medarbejdere, hvilket den tilfredsstillende pris også indikerer, udtaler Árni Ellefsen, adm. direktør i Banknordik, i en meddelelse.

Salget forventes at medføre en nettogevinst i Banknordiks årsregnskab for 2021 på mellem 70 og 90 mio. kr. efter transaktionsomkostninger, fremgår det.

Købet forventes gennemført med overtagelse pr. 1. marts 2021.

BRANCHENYT
Læs også