Finans

Danske Bank: Boligpriser vil stige i hele landet næste år

Boligejere i hele landet kan glæde sig over, at priserne vil stige til næste år, vurderer Danske Banks realkreditselskab.

Ifølge Realkredit Danmarks cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig går boligejerne et godt 2021 i møde.

Der er ifølge landets største bank udsigt til fortsatte prisstigninger på boligmarkedet næste år.

I en ny analyse fastslår cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Danske Banks realkreditselskab, Realkredit Danmark, at lave renter og en fremgang i økonomien vil holde hånden under de danske boligpriser.

De vil dog ifølge Realkredit Danmark næste år stige mere afdæmpet end i år, da priserne i snit steg 4 pct. på landsplan. Årets stigning svarer til 80.000 kr. i prisstigning for et gennemsnitligt parcelhus.

Vi vurderer, at der vil være tale om et bredt funderet opsving på tværs af landet.

Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark

Samtidig forventer realkreditselskabet, at priserne stiger nogenlunde lige meget i hele landet

»Vi vurderer, at der vil være tale om et bredt funderet opsving på tværs af landet, og vi har svært ved at se, at forskellen mellem de dyreste og billigste områder udvides endnu hurtigere, end vi har været vidne til over de senere år – snarere tværtimod. De høje boligpriser i især de dyreste områder af landet bør i hvert fald være en bremse for større prisstigninger i disse områder i 2021«, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Han peger på, at omkostningerne ved at eje en ejerlejlighed i København - også kaldet boligbyrden - er på et højt niveau i en historisk kontekst. Det bør ifølge cheføkonomen lægge en bremse på prisstigningerne.

Samtidig fastslår han, at boligprisudviklingen ikke har været drevet af øget gældsætning, idet der i år kun har været en beskeden stigning i den samlede gæld i forhold til tidligere blandt boligkøberne i København.

Et opsving med lave renter kan jeg ikke se er skidt for boligmarkedet.

Mikkel Høegh, boligøkonom i Jyske Bank

Boligøkonom Mikkel Høegh fra Jyske Bank forventer også, at boligmarkedet udvikler sig positivt næste år. Efter det økonomiske tilbageslag i år peger han på, at næste år forventeligt byder på et økonomisk opsving. Samtidig vil centralbankerne holde renten lav.

»Et opsving med lave renter kan jeg ikke se er skidt for boligmarkedet,« siger Mikkel Høegh.

Udviklingen i år har overrasket økonomerne og regeringen, som i begyndelsen af året forventede faldende priser på grund af coronakrisen, der lukkede store dele af Danmark ned i en periode.

I maj i år forventede regeringen prisfald på 4,2 pct. i år. Det blev sidst i august opjusteret til forventede prisfald på 1,5 pct. I sidste uge opjusterede regeringen igen, så den nu forventer, at 2020 ender med prisstigninger på 3,3 pct.

I 2021 og 2022 forventer regeringen prisstigninger på henholdsvis 2,9 og 2,3 pct.

BRANCHENYT
Læs også