
Mens Bagmandspolitiet har droppet sigtelserne mod seks ud af ni tidligere topchefer i Danske Bank, så er bankens tidligere administrerende direktør Thomas Borgen fortsat blandt de sigtede i sagen om hvidvask i bankens estiske filial.
Det skriver Berlingske Business. De øvrige to, som Bagmandspolitiet har opretholdt sigtelsen mod, er Lars Mørch og Henrik Ramlau-Hansen, skriver avisen.
Lars Mørch var øverste ansvarlige for Danske Banks erhverskundeforretning, herunder International Banking, som den estiske forretning hørte under. Henrik Ramlau-Hansen var tidligere økonomidirektør fra 2011-2016 og formand for Finanstilsynet, da sagen brød ud i offentligheden, hvorefter han måtte forlade tilsynet.
Både Lars Mørch og Thomas Borgen forlod banken i 2018 i henholdsvis april og september.
Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra de tre tidligere direktørers advokater.
Fungerende statsadvokat i SØIK, i folkemunde Bagmandspolitiet, Per Fiig, har ikke ønsket at kommentere oplysningerne.
Per Fiig vil dog gerne bekræfte, at man stadig efterforsker bankens strafferetlige ansvar som juridisk enhed.