Finans

Credit Suisse ser underskud i fjerde efter hensættelse til retstvist

Foto: Antonio Calanni/AP

En retstvist i USA i kombination med en nedskrivning, der allerede blev flaget i slutningen af november, betyder, at den schweiziske storbank Credit Suisse nu venter et nettounderskud i fjerde kvartal.

Det skriver banken i en meddelelse fredag.

Hvor stort det vil blive fremgår ikke af meddelelsen.

Retstvisten i USA går tilbage til 2009, hvor obligationsforsikringsselskabet MBIA i kølvandet af finanskrisen rejste et erstatningskrav på flere hundrede millioner dollar mod Credit Suisse over såkaldte RMBS (Residential Mortgage Backed Securities), der er obligationer med amerikanske boliglån som sikkerhed.

I en afgørelse den 30. november sidste år fastslog en domstol i New York, at Credit Suisse skulle betale erstatning for garantier, der blev overtrådt på lånene, skriver Reuters.

Credit Suisse har allerede hensat 300 mio. dollar i forbindelse med sagen, men afgørelsen fik storbanken til at evaluere behovet for yderligere hensættelser.

Det er der nu fundet grundlag for, og hensættelserne til den og andre relaterede sager øges derfor til samlet 850 mio. dollar svarende til cirka 5,2 mia. kr.

Dertil kommer, at Credit Suisse i slutningen af november varslede en nedskrivning på omkring 450 mio. kr. på sin ejerandel i det amerikanske investeringsselskab York Capital Management.

- Som en konsekvens af stigningen i hensættelsen i kombination med den forventede nedskrivning på vores ikke-kontrollerende aktiepost i York Capital Management, venter vi et nettounderskud i fjerde kvartal, skriver Credit Suisse i meddelelsen.

Kvartalsrapporten ventes at blive offentliggjort den 18. februar.

Credit Suisse skriver samtidig i meddelelsen fredag, at banken fastholder hensigten om at starte et aktietilbagekøb den 12. januar for mellem 1 og 1,5 mia. schweizerfranc afhængig af markedsforholdene. Aktietilbagekøbsprogrammet skal løbe i 2021.

Fredag over middag dykker Credit Suisse-aktien med 2,9 pct. på børsen i Schweiz.

BRANCHENYT
Læs også