Finans

Jyske Bank opjusterer forventningerne - og skal ændre i bestyrelsen

En kombination af flere ting ligger bag opjusteringen, lyder det fra Jyske Bank.

Jyske Banks hovedkontor i Silkeborg. 
Foto: Mikkel Berg Pedersen.

Jyske Bank kommer bedre igennem 2020, end det tidligere var ventet. Banken med hovedsæde i Silkeborg har nemlig opjusteret forventningerne til årets resultat. Banken venter nu et resultat efter skat på ca. 1,6 mia. kr. Tidligere lød forventningen på et resultat efter skat i niveauet 1-1,5 mia. kr.

»Opjusteringen skyldes en kombination af en god kundeaktivitet, en gunstig udvikling på de finansielle markeder, lave basisomkostninger og en fortsat solid kreditkvalitet,« skriver banken i en meddelelse til fondsbørsen.

Med opjusteringen har forventningerne i banken været igen to 180 graders vendinger. Den første kom med coronakrisen, som fik banken til at skrue helt ned for forventningerne. Siden er humøret dog vendt lige så dramatisk.

»Jyske Bank startede 2020 med at hensætte 1 mia. til ledelsesmæssige tabsreservationer og forventninger om et 0-resultat. Siden dengang er der kommet flere opjusteringer, som kulminerer med et meget fornuftigt 2020 regnskab,« skriver Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, i en kommentar.

I forbindelse med opjusteringen melder Jyske Bank samtidig om en »tilfredsstillende tilgang af kunder med god bonitet,« for erhvervsområdet, mens meldingen fra privatkundeområdet er, at den store organisationsændring nu ved at være indarbejdet, hvilket har resulteret i tilfredsstillende resultater i 3. og 4. kvartal«.

Bankens netto renteindtægter ventes at lande på 1,2 mia. kr. i fjerde kvartal og ca. 5 mia. kr. for hele 2020. For netto gebyr- og provisionsindtægter har banken ikke meldt et tal ud i forbindelse med opjusteringen, men meldingen er, at det »er på et fornuftigt niveau i 2020«.

På omkostningssiden melder Jyske Bank om, at basisomkostninger »falder som ventet i 2020«, og at antallet af fuldtidsmedarbejdere er reduceret fra 3.559 i slutningen af 2019 til 3.318 i slutningen af 2020. Endelig venter banken, at nedskrivningerne i fjerde kvartal ender på et rundt nul, mens de for hele 2020 ligger på ca. 1 mia. kr.

Det er ikke kun forventninger og regnskabstal, der er blevet meldt ud fra Jyske Bank. Der kommer nemlig også til at ske ændringer i bestyrelsen. Den 67-årige advokat Philip Baruch, der er næstformand, ønsker nemlig at udtræde af bestyrelsen. Det samme er tilfældet med den 65-årige fiskeskipper Jens A. Borup. De udtræder begge af bestyrelsen ved den kommende generalforsamling, der finder sted den 23. marts.

Jyske Banks årsregnskab bliver offentliggjort den 23. februar.

BRANCHENYT
Læs også