Finans

160.000 kr. på fem år: Der er store forskelle på pensionsselskabernes afkast

Kunder i PFA og Topdanmark er gået glip af et afkast på 130.000-160.000 kr. i forhold til kunder med en tilsvarende opsparing i AP Pension.

De seneste fem år har det været bedst at spare op til alderdommen i AP Pension og værst i Topdanmark og PFA. Foto: Arkiv

Kunder i AP Pension får som pensionister råd til at købe en ekstra bil i miniklassen i forhold til kunder, som sparer op til alderdommen i Topdanmark og PFA.

Det viser en ny opgørelse fra pensionsmæglerselskabet AFPR over kommercielle danske pensionsselskabers afkast de seneste fem år.

Det gælder helt konkret for kunder med 15 år til pensionering og en pensionsopsparing på 1 mio. kr. ved indgangen til 2016, hvor kunder i PFA og Topdanmark er gået glip af et afkast på 130.000-160.000 kr. i forhold til kunder med en tilsvarende opsparing i AP Pension.

Derfor er det især skuffende, at vi ser landets største pensionsselskab, PFA, ligge i bunden.

Jørgen Svendsen, aktuar og indehaver af AFPR.

En pensionsekspert kalder det for »skuffende«, at PFA og Topdanmark har været så dårlige til at forkæle kunderne med afkast.

»Hvis man skal graduere et pensionsselskabs opgaver, er opgaven med at skaffe et godt afkast vigtigst. Om du så er lidt billigere på investeringer, eller om servicen er lidt ringere, er sekundært. Derfor er det især skuffende, at vi ser landets største pensionsselskab, PFA, ligge i bunden målt på fem års afkast,« siger Jørgen Svendsen, aktuar og indehaver af AFPR.

Han mener, at selskabet har mistet fokus på det vigtigste.

»PFA har brugt mange ressourcer på at opbygge en afdeling, som investerer og opkøber virksomheder - de såkaldte alternative investeringer. Jeg frygter, at det har brugt så meget tid på det, at investeringsfolkene har mistet fokus på aktier og udvælgelsen af dem, og det er trods alt her, at vi ser det største afkast på langt sigt,« siger Jørgen Svendsen, der i samme åndedrag også revser Topdanmark for et dårligt femårigt afkast.

Vi lettede foden lidt fra speederen, og det viste sig, at der var mere at komme efter.

Kristian Lund Pedersen, pressechef i PFA.

PFA forklarer det dårlige afkast med, at selskabet troede, at der var en mulig overophedning på finansmarkederne på vej.

»Så vi lettede foden lidt fra speederen, og det viste sig, at der var mere at komme efter – ikke mindst på grund af, at centralbankerne og verdens regeringer uden fortilfælde har fortsat med at holde hånden under markederne med historisk store hjælpepakker,« siger Kristian Lund Pedersen, pressechef i PFA.

Han beroliger kunderne med, at selskabet ikke ligger på den lade side og intet gør for at rette op på situationen.

»Vi har analyseret grundigt på situationen, så vi igen kommer op blandt de bedste. Vi har tilpasset vores investeringsorganisation og foretaget en række justeringer, som gør, at vi skærper vores evne til at skabe stærke afkast i fremtiden,« siger Kristian Lund Pedersen, som vurderer, at PFA's brede investeringskompetencer bliver en fordel, når coronakrisen fordufter.

Derfor er det alvorligt, hvis vi ikke snart ser nogle gode afkast.

Søren Andersen, aktuar og direktør i pensionsmæglerselskabet FPension.

Selvom Topdanmark har givet kunderne et endnu dårligere afkast end PFA over fem år, vurderer en pensionsekspert, at situationen er værst for PFA.

»Der er meget opmærksomhed på ens afkast, når man er så stor som PFA. Derfor er det alvorligt, hvis vi ikke snart ser nogle gode afkast. For lunten er kortere for kommercielle selskaber, som risikerer at miste kunder, hvis man afviger for meget,« siger Søren Andersen, aktuar og direktør i pensionsmæglerselskabet FPension.

Han opfordrer dog kunderne til ikke at gå i panik og flygte fra eksempelvis PFA med hovedet under armen.

»På langt sigt – 7 og 10 år – udjævnes forskellene mellem selskaberne. Og mens PFA eksempelvis var 3 procentpoint dårligere end Danica i 2020, så er PFA kun 4 procentpoint dårligere end Danica målt over fem år. Det viser, at man skal passe på med at vurdere pensionsselskabers afkast på kort sigt,« siger Søren Andersen.

Han hæfter sig ved, at det på langt sigt kun er AP Pension, der skiller sig markant – og positivt - ud.

I netop AP Pension lyder forklaringen på de flotte afkast, at man har fundet den rette balance mellem at være stor og doven samt lille og vågen.

»Der er selvfølgelig selskaber, som har flere investeringsfolk end os, og som også har kompetencer, som vi ikke har. Men vi har ikke noget imod at prioritere, når vi investerer, og formueforvaltning har ikke kun noget med ressourcer at gøre, men handler også om en kultur, hvor man tør træffe hurtige beslutninger. Det er ikke godt med dybe kompetencer, hvis det går ud over beslutningsevnen,« siger Ralf Magnussen, investeringsdirektør i AP Pension.

Det er ikke godt med dybe kompetencer, hvis det går ud over beslutningsevnen.

Ralf Magnussen, investeringsdirektør i AP Pension.

Topdanmark, som altså ligger sidst i opgørelsen fra pensionsmæglerselskabet AFPR, forklarer placeringen med, at selskabet har skruet mere ned for risikoen i produktet end konkurrenterne.

»Der har i de senere år været høje afkast på risikofyldte aktiver, og dermed har dem, der har relativt flere risikofyldte aktiver i en sammenligning, ofte opnået de højeste afkast,« siger Vivian Weis Byrholt, adm. direktør i Topdanmark Livsforsikring, der samtidig understreger, at selskabet har en målsætning og en ambition om at give kunderne et af de bedste afkast, hvorfor strategien løbende justeres.

BRANCHENYT
Læs også