Finans

Den norske oliefond har høstet milliarder på vildt marked: »Hele året har vært præget af store udsving«

Den norske oliefond har i 2020 haft et afkast på 1.070 mia. norske kr.

De norske statsbudgetter har fået en hjælpende hånd fra oliefonden. Foto: Jens Dresling

Den norske oliefond er kommet mere end helskindet igennem coronaåret 2020, som skabte historisk stor tumult på finansmarkederne. Afkastet lød på 10,9 pct. i det forgangne år. Det svarer til 1.070 mia. norske kr., og omregner man til dansk valuta, lyder tallet på 761 mia. danske kr.

Oliefonden, som formelt hedder Statens Pensjonsfond Utland og hører under den norske centralbanks investeringsafdeling, havde ved udgangen af 2020 en værdi på 10.914 mia. norske kr. Det oplyser Norges Bank Investment Management, der styrer fonden, i en pressemeddelelse.

»På trods af at pandemien satte sit præg på 2020, har det været endnu et godt år for fonden. Fondens samlede afkast i 2020 var det næsthøjeste siden 1998 målt i kroner. Det høje afkast er dog en påmindelse om, at markedsværdien af ​​fonden også kan variere meget i fremtiden,« lyder det fra Øystein Olsen, der står i spidsen for den norske centralbank, i pressemeddelelsen.

Oliefonden, der er bygget på olieindtægterne fra det norske olieeventyr i Nordsøen, bliver ofte betegnet som verdens største investor, og den har i 2020 primært hentet sit afkast hjem fra de globale aktiemarkeder. Fondens aktieinvesteringer gav et afkast på 12,1 pct., obligationsinvesteringer gav 7,5 pct., mens investeringer i unoterede ejendomme gav et afkast på minus 0,1 pct.

Og det positive afkast blevet skabt på trods af de store fald på finansmarkederne i foråret 2020, da coronavirussen skyllede ind over verden og fik regeringer til at lukkede samfundene ned. Faldet slog også igennem hos oliefonden, der registrerede et negativt afkast i kvartalet på 14,6 pct.

»Markedet faldt kraftigt i første kvartal, inden det hurtigt kom tilbage i andet kvartal. Hele året har været præget af store udsving på markedet og store forskelle mellem forskellige sektorer,« lyder det fra Nicolai Tangen, der står i spidsen for Norges Bank Investment Management.

Det er i Norge vedtaget, at pengene skal komme fremtidige generationer til gavn. Derfor må politikerne ”kun” bruge tre pct. af opsparingen hvert år, og den regel skal samtidig forhindre en overophedning af økonomien, påpeger Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbank.

»I krisetider tillader reglerne, at de norske politikere må bruge mere end tre pct. af opsparingen. Det skete blandt andet i 2020, og vil efter alt at dømme også ske i år. Det norske statsbudget kører med underskud, indtil oliepengene bliver hentet ind i budgettet,« skriver han i en kommentar.

»Det betyder, at de norske politikere i øjeblikket kan køre med et ”overforbrug” på godt 300 mia. norske kroner. Det svarer rundt regnet til 231 milliarder danske kroner. Eller hvad der svarer til cirka 10 pct. af det danske bnp. Hvert år,« skriver Kim Blindbæk.

BRANCHENYT
Læs også