Finans

Tidligere Danske Bank-kronprins giver afkald på millionbonus

Den samlede lønpakke til Danske Banks øverste ledelse steg i 2020. Dog faldt topchefens samlede løn.

Jacob Aarup-Andersen var engang kronprins i Danske Bank. Nu er han topchef i ISS. Foto: Gregers Tycho

Den tidligere Danske Bank-kronprins og nuværende ISS-topchef Jacob Aarup-Andersen har vinket farvel til en millionbonus for sin tid i Danmarks største bank.

Helt konkret har Jacob Aarup-Andersen sagt nej til at modtage et beløb på 3,3 mio. kr. fra et aktieprogram, han var en del af i sin tid i Danske Bank.

Det er en manøvre, som tidligere fremtrædende direktører i Danske Bank som Thomas Borgen og Lars Mørch også har gjort brug af. Altså at opgive en tidligere optjent bonus.

Jacob Aarup-Andersen gik dog ikke helt tomhændet fra sit sidste år i Danske Bank, da han nåede at tjene 7,8 mio. kr. i løbet af de otte måneder af 2020, hvor han stadig var ansat.

Det fremgår af det nye årsregnskab for 2020 fra Danske Bank.

Af regnskabet fremgår det også, at den samlede lønpakke til den øverste ledelse steg fra 100,9 mio. kr. i 2019 til 110 mio. kr. i 2020.

Dog faldt topchef Chris Vogelzangs samlede aflønning med omkring 3 mio. kr. i fjor. Fra 21,8 til 18,7 mio. kr.

Vogelzangs grundløn steg markant i 2020, men den samlede lønpakke var lavere end i 2019, da han det år modtog en større sign-on-fee for at blive ny topchef i Danske Bank.

I alt havde Danske Bank i 2020 medarbejderomkostninger for 16,2 mia. kr. Året forinden var det tal på 15,2 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også