Finans

Jyske Bank sænker grænsen for negative renter

Fremover lyder grænsen for negative renter på 100.000 kr. i Jyske Bank.

Jyske Banks hovedkontor i Silkeborg. 
Foto: Mikkel Berg Pedersen.

Endnu en bank sænker nu grænsen for, hvornår der skal betales negative renter til 100.000 kr. Det sker, når Jyske Bank i slutningen af marts for privatkunder sænker grænsen fra 250.000 kr. til 100.000 kr. Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

»Da det negative renteniveau forventes at fortsætte i flere år frem, finder Jyske Bank det nødvendigt med virkning fra 31. marts 2021 at ændre grænsen for, hvornår privatkunder skal betale negativ rente af indlån fra 250.000 kr. til 100.000 kr. Det betyder, at man kan have 100.000 kr. stående på sin NemKonto uden at betale negativ rente,« skriver banken.

Indlånsrenten lyder i øjeblikket på 0,6 pct, og denne rente bliver kunder altså fremover mødt af, hvis de har mere end 100.000 kr. på en NemKonto. På alle andre konti skal kunderne betale negative renter af alt indlån, oplyser banken.

Der er dog undtagelser.

»På indlånskonti til børn under 18 år samt børneopsparing er grænsen uændret 100.000 kr. pr. konto. For den særlige kontotype, Grundkonto, ændres friholdelsesgrænsen til 25.000 kr., hvis den er registreret som NemKonto ellers betales negativ rente af alt indlån,« oplyser Jyske Bank.

Med den nye grænse på 100.000 kr. lægger Jyske Bank sig op ad Sydbank, Spar Nord samt flere mindre og mellemstore banker, hvor grænsen allerede nu er på 100.000 kr.

De negative renter for bankkunder i Danmark blev for første gang en realitet i slutningen af august 2019, da Jyske Bank som den første bank i Danmark indførte negative renter. Den historiske beslutning om, at det for nogle kunder skulle koste at have penge stående i banken gjaldt i første omgang, hvis Jyske Bank kunder havde mere end 7,5 mio. kr. stående på en konto.

Kort tid efter fulgte Sydbank efter med de negative renter. Siden har de negative renter spredt sig, og grænsen for hvornår kunderne skal betale negative renter, er løbende blevet justeret. I nedadgående retning.

BRANCHENYT
Læs også