Finans

Citibank taber 500 mio. dollars til Revlons långivere

Sidste år overførte Citibank ved et uheld 900 mio. dollars til kosmetikgiganten Revlons långivere. Tirsdag afgjorde en dommer, at Citibank ikke har krav på tilbagebetaling.

Citibank har ikke krav på tilbagebetaling af 500 mio. dollars, mener dommer. Foto: Mark Lennihan

Citibank begik i 2020 en af de største fejl i bankhistorien, da banken fejlagtigt overførte godt 900 mio. dollars, svarende til omkring 5,5 mia. kr., til kosmetikgiganten Revlons långivere.

Samme beløb som långiverne tilfældigvis havde tilgode i forvejen. Sidste år indledte Citibank en retssag, hvor banken anmodede om at få tilbagebetalt 500 af de i alt 900 mio. dollars. Nu er der faldet dom i sagen, og pengene kommer ikke retur. Det skriver CNN business.

Det sker ofte, at der overføres beløb ved en fejl, og i de tilfælde er modtagerne forpligtet til at tilbageføre pengene. I gårsdagens afgørelse var kreditorer og dommere dog enige om, at der ikke var tale om en fejl, men om en bevidst handling.

»At tro, at Citibank, som er blandt de mest sofistikerede finansielle institutioner i verden, skulle have begået en fejl, som aldrig er sket før, og som indebærer næsten 1 mia. dollars er fuldstændig irrationelt,« udtalte dommeren Jesse M. Furman fra The U.S. District Court in Manhattan i forbindelse med afgørelsen.

Citibank ejes af Citigroup og er den fjerde største bank i USA. I 2020 agerede banken låneagent for kosmetikgiganten Revlon, da banken fejloverførte tæt på 1 mia. dollars til Revlons långivere. Overførslen skete i forbindelse med, at Citibank oprindeligt ville tilbagebetale 8 mio. dollars, som var renter på et lån ydet til Revlon. Beløbet, der blev overført, var i stedet mere end 100 gange større plus 175 mio. dollars til en hedgefond.

Efterfølgende nægtede flere kreditorer at tilbagebetale pengene, fordi de i forvejen havde sagsøgt Revlon, for at misligholde deres lån.

Revlon er et amerikansk multinationalt firma inden for kosmetik, hudpleje, duft og personlig pleje. Firmaet blev etableret den 1. marts 1932 og er noteret på New York Stock Exchange.

BRANCHENYT
Læs også