Finans

Ejendomsinvestor Mikkel Bülow-Lehnsby rejser en milliard kroner til nye grønne løsninger

Bestyrelsesformand i ejendomsselskabet NREP, Mikkel Bülow-Lehnsby, står bag en ny grøn milliardfond, der bl.a. har Novo Holdings og Chr. Augustinus Fabrikker i ryggen.

Bestyrelsesformand i ejendomsselskabet NREP, Mikkel Bülow-Lehnsby, er initiativtager til en ny milliardfond, der skal gøre storbyerne grønne. Foto: Nicolai Lorenzen

Den danske ejendomsinvestor Mikkel Bülow-Lehnsby vil sætte turbo på udviklingen af nye teknologier til fremtidens CO2-neutrale storbyer. Som initiativtager til den nye grønne venturefond 2150 har han og ejendomsselskabet NREP derfor rejst næsten 1 mia. kr. til at jagte de løsninger, som kan omstille en fodslæbende og traditionsbunden ejendomsbranche.

NREP, hvor Mikkel Bülow-Lehnsby er medstifter og bestyrelsesformand, har de senere år vist vejen med nye bæredygtige pionerbyggerier, men for at få de grønne løsninger bredt ud til hele byggesektoren, kræver det ifølge Mikkel Bülow-Lehnsby nye skalerbare teknologier.

»Jeg har været frustreret over, at vi har vist nogle bæredygtige løsninger, som ikke er blevet bredt ud. Derfor er det gået op for mig, at vi er nødt til at tænke anderledes. Hvis vi gerne vil have forandringen til at ske, skal vi være en facilitator af løsninger. Så kan det godt være, at alle projekterne ikke ender hos os, men så får vi rykket ved tingene,« siger han.

Holdet bag 2150
  • Ud over Mikkel Bülow-Lehnsby består holdet bag 2150 af Christian Hernandez, erfaren venture kapitalist og tidligere topchef i Facebook, Jacob Bro, forhenværende Chief Product Officer i Rocket Internet og Christian Jølck, tidligere bestyrelsesformand for bæredygtigheds-organisationen Synergi.
  • Desuden har 2150 nedsat et panel, der skal rådgive om de største udfordringer og vigtigste løsninger. I panelet sidder bl.a. FBjarke Ingels, arkitekt og stifter af BIG, Dr. Lynn Loo, direktør for Princetons Adlinger Center for Energy and the Environment og Christine Harada, forhenværende Chief Sustainability Officer i præsident Obamas administration.

Med i 2150 er bl.a. Novo Holdings, Chr. Augustinus Fabrikker og Danmarks Grønne Fremtidsfond, der investerer via Vækstfonden. Dertil kommer en række både danske og internationale ejendomsselskaber. Planen er at invitere flere investorer ombord, så fonden kan nå 1,5 mia. kr.

Fondens mål er at investere i 20 teknologier, som hver især har potentiale til at løse de største grønne udfordringer i storbyerne. Det er derfor ingen tilfældighed, at den første investering handler om beton, der alene står for 8 pct. af verdens CO2-udledning og ser ud til at forblive det mest anvendte byggemateriale i mange år frem.

For at løse den udfordring skyder 2150 penge i det canadiske selskab Carboncure Technologies, der kan sprøjte CO2 ind i beton og derved permanent fjerne den benyttede mængde CO2 fra atmosfæren.

»Nogle af de udfordringer, vi står overfor som samfund, kan 2150 være med til at løse ved at investere i morgendagens teknologiske vindere indenfor grønne byer og bygningsteknologi,« siger adm. direktør Claus Gregersen fra Chr. Augustinus Fabrikker, der er hovedaktionær i ejendomsselskabet Jeudan.

Man må bare håbe på, at de er i stand til at vise nogle løsninger, som kan få resten af sektoren til at følge med.

Svend Svendsen, professor på DTU Byg

På DTU deler professor Svend Svendsen frustrationen over, at det går alt for langsomt med at gøre byggeriet grønt. Han påpeger, at man allerede på nuværende tidspunkt har løsningerne til at reducere en stor del af bygningernes energiforbrug og bygge nye næsten CO2-neutrale ejendomme.

»Byggeriets aktører har interesse i at lave almindelige standardløsninger, fordi de er ansvarsfri, hvis de holder sig til de kendte vejledninger. Derfor er der ikke ret mange, der ønsker at løbe en risiko ved at udvikle nye og bedre løsninger,« siger Svend Svendsen.

Netop derfor er han stærkt begejstret for NREP’s vision om at udvikle og indarbejde nye grønne løsninger i kommende ejendomsprojekter.

»Det er der så meget brug for. Så må man bare håbe på, at de er i stand til at vise nogle løsninger, som kan få resten af sektoren til at følge med,« siger Svend Svendsen.

For at finde frem til de største udfordringer og mest lovende løsninger har 2150 etableret et panel, der bl.a. består af BIG-stifteren Bjarke Ingels og præsident Obamas forhenværende Chief Sustainability Officer, Christine Harada.

BRANCHENYT
Læs også