Finans

Nord Investments i hidtil største milliontab

Nord Investments, der står bag en investeringsrobot, kom ud af 2020 med et forventet underskud på lidt over 6 mio. kr. Ejerne har måttet tilføre selskabet penge.

Nord Investments står bag en investeringsrobot. Selskabet kom ud af 2020 med sit hidtil største underskud.

Nord Investments slår sig op på at være »Danmarks billigste investeringsservice«. Det sker ved at benytte sig af en såkaldt investeringsrobot, der erstatter den menneskelige investeringsrådgiver og holder omkostningerne nede.

Hidtil mangler den forretningsmodel dog at kaste et overskud af sig for Nord Investments, der blev stiftet i 2015.

I 2020 havde selskabet et underskud efter skat på 6,3 mio. kr. Det er det største underskud endnu for Nord Investments, som samlet har tabt knap 20 mio. kr. i sin levetid på lidt over fem år.

»Ledelsen anser årets resultat som værende i overensstemmelse med forventningerne,« skriver Nord Investments selv om det nye regnskab, hvor det forklares, at coronakrisen ikke direkte har påvirket selskabet negativt.

Derimod har Nord Investments »udelukkende været påvirket af de generelle markedsudviklinger i foråret 2020«.

I løbet af 2020 har Nord Investments fået over 8 mio. kr. fra sin ejerkreds. Senest blev der tilført selskabet kapital i slutningen af december 2020, viser oplysninger fra cvr-registeret.

Nord Investments samarbejder med Saxo Bank og i ejerkredsen bag sidder prominente investorer som Pandora-grundlæggerne Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen gennem North-East Venture, den Jordan-baserede Arab Bank og flere af de ledende medarbejdere, heriblandt adm. direktør Anders Hartmann.

Kend-din-kunde

Ved investeringsrådgivning af detailkunder, skal selskabet blandt andet kunne dokumentere og løbende opdatere:

  • Kundens kendskab til og erfaring med investeringsområdet

  • Kundens finansielle situation og dermed evne til at bære tab

  • Risikovillighed for at tabe investeringen

  • Formål og horisont for investeringen

Kilde: Finanstilsynet

Netop Anders Hartmann måtte forklare sig, da Nord Investments i december 2020 fik tre påbud af Finanstilsynet. Det kom efter, at investeringsvirksomheden ikke havde levet op til Finanstilsynets ’Kend-din-kunde’-principper i forbindelse med et tilsyn. Investeringsrobotterne vurderede ifølge tilsynet ikke i tilstrækkelig grad kunders risikovilje, når der blev investeret via produktet.

»Vores produkt har ikke været afprøvet hos tilsynet før, så vi har selvfølgelig været meget interesserede i at få deres gennemgang af servicen. Det har vi så fået nu. Vi har selvfølgelig klart taget påbuddet til efterretning og er i fuld gang med at implementere de ændringer, der er. Både på vores platform og i vores forretningsgange, så vi vi opfylder kravene,« fortalte Anders Hartmann.

Han tilføjede, at Nord Investments selv vægter forbrugerbeskyttelsen højt, og at der derfor allerede blev igangsat en ændring af systemet på baggrund af påbuddene fra Finanstilsynet.

Ifølge Finanstilsynet er der en skærpet opmærksomhed på investeringsrobotter. Det skyldes, at flere danskere er på flugt fra negative indlånsrenter, og dermed er begyndt at investere.

BRANCHENYT
Læs også