Finans

PFA snupper adm. direktør i Totalkredit Camilla Holm

Camilla Holm skifter sin nuværende stilling som adm. direktør i Totalkredit ud med jobbet som koncerndirektør for kunder & Services i PFA.

Camilla Holm bliver ny koncerndirektør for kundevendte relationer og services i PFA. Foto: PFA.

Fra det ene topjob til det andet. Sådan går det ofte i de øverste ledelseslag, og sådan er det også gået for Camilla Holm. Det er netop blevet bekræftet, at hun skifter fra en stilling som adm. direktør i Totalkredit til en stilling som koncerndirektør for Kunder & Services i PFA.

Camilla Holm har været ansat i Totalkredit siden 2014 og fra 2018 som adm. direktør.

Før det han hun været i både Nykredit, Deloitte og McKinsey. Hun er oprindeligt uddannet i Aarhus, hvor hun har en kandidatgrad som cand. oecon.

Group CEO i PFA Allan Polack er glad for at have fået Camilla Holm med ombord, hvor hun også bliver en del af direktionen.

»Jeg er utroligt glad for, at Camilla Holm nu bliver en del af direktionen i PFA. Hun har stor erfaring i at udvikle attraktive kundevendte services og digitale løsninger, og under hende har Totalkredit skabt stærke finansielle resultater og høj kundetilfredshed. Kundeloyalitet er essentielt for PFA i et pensionsmarked med stor konkurrence,« udtaler Allan Polack i en pressemddelelse. 

Omvendt er man i Totalkredit kede af at miste Camilla Holm lyder det fra bestyrelsesformand Michael Rasmussen i en pressemeddelelse.

»Vi er kede af at sige farvel til Camilla, men vi er også stolte på hendes vegne over den spændende mulighed, som hun står over for. Jeg er overbevist om, at Camilla kommer til at gøre en forskel i PFA, som hun også har gjort for Totalkredit. Jeg glæder mig over, at vi kommer til at fortsætte vores samarbejde, omend i en anden skæring.«

Selv er hovedpersonen glad for sit skifte og de nye udfordringer der venter.

»Det er den helt rigtige mulighed for mig. PFA er en markedsledende virksomhed med stærke værdier og en særlig relation til kunderne. PFA har et klart formål om at skabe rammerne om det gode liv for kunderne, og samtidig er PFA en aktiv samfundsaktør, der tager ansvar for at bidrage til den grønne omstilling, det sunde arbejdsliv og for aktivt at påvirke rammerne for fremtidens gode seniorliv,« udataler Camilla Holm i pressemeddelsen fra PFA. 

Hun starter i PFA senest 1. september.

BRANCHENYT
Læs også